Grønland bliver værter for VM-kvalifikationsturnering i håndbold for kvinder

Til juni kommer Nuuk til at danne rammerne om VM-kvalifikationsturneringen i håndbold for kvinder. Det er netop blevet godkendt, oplyser Grønlands håndboldforbund, TAAK.
Grønlands damelandshold 2021 håndbold. Det forventes, at omkring seks til otte lande vil deltage i VM-kvalifikationsturneringen Foto © : Richard Immel
03. januar 2023 15:39

Grønland er blevet godkendt som værtsland, når VM-kvalifikationsturneringen i håndbold for kvinder finder sted fra den 4. til den 11. juni 2023. Det oplyser Grønlands håndboldforbund, TAAK. 

Dermed kan det grønlandske kvindelandshold i håndbold se frem til at spille på hjemmebane i multihallen Inussivik i Nuuk.

LÆS OGSÅ Grønland søger værtskab for VM-kvalifikationsturnering i håndbold for kvinder

Og det glæder formanden for TAAK, Carsten Olsen.

- Vi er super glade, og vi er mega spændte, for nu sker det, siger han.

Det er det nordamerikanske og caribianske håndboldforbund, NACHC (National America and Caribbean Handball Confederation), der har godkendt den ansøgning, TAAK sendte afsted i starten af december måned. 

Det forventes, at omkring seks til otte lande vil deltage i VM-kvalifikationsturneringen, herunder blandt andet Puerto Rico, USA, Cuba og selvfølgelig Grønland. 

- Der er stor, stor interesse for at komme til Grønland. Heldigvis. Vi er et attraktivt land, så det er jo positivt. Men det gør jo så også, at konkurrencen bliver meget hårdere, siger han. 

Hjemmebane for kvinderne 

Det er første gang, at det grønlandske kvindelandshold i håndbold skal spille VM-kvalifikation på hjemmebane.

I 2021 blev kvalifikationsturneringen afholdt i Mexico og her deltog fire hold. Grønland nåede til finalen, men måtte i sidste ende nøjes med en andenplads og altså ingen billet til VM. 

LÆS OGSÅ VM-kampe i Nuuk rykker tættere på: Kommune vil være med til at betale

De grønlandske håndboldherre har dog tidligere prøvet at have hjemmebanefordelen, da de Panamerikanske mesterskaber blev afviklet i Inussivik i 2018 med deltagelse fra både Sydamerika og Nordamerika. Her endte Grønland med en fjerdeplads og altså ingen billet til VM.