Grønland blandet ind i Trumps Ukraine-sag

Amerikanske embedsmænd var for travlt optaget af Grønland til at arbejde med Ukraine-sagen, der kan udvikle sig uheldigt for Donald Trump.
Trumps udtalelser om et muligt køb af Grønland stjal fokus fra den såkaldte Ukraine-sag, der nu kan blive en rigsretssag mod Donald Trump. Foto © : KNR/Anton Gundersen Lihn
07. november 2019 14:07

Donald Trumps tanke om at købe Grønland er pludselig blevet blandet ind i den såkaldte Ukraine-sag i USA.

Det er kommet frem i går i en udskrift fra høringen af den amerikanske ambassadør i Ukraine, Bill Taylor, i oktober, skriver The Guardian og CNN.

Ukraine-sagen er interessant, fordi den kan udvikle sig til en rigsretssag mod Donald Trump. I store træk handler sagen om, at Donald Trump angiveligt skulle have misbrugt sin magt ved at tilbageholde amerikansk støtte til det ukrainske militær for at lægge pres på den ukrainske præsident.

Trump ønskede ifølge en whistleblower at få Ukraine til at lave en offentlig undersøgelse af den stærkeste af demokraternes præsidentkandidater, den tidligere amerikanske vicepræsident Joe Biden og hans søn Hunter Biden.

Og nu er Grønland altså også nævnt i sagen. 

Trump optaget af køb af Grønland

For en blanding af logistik og et stort fokus på sagen om Grønland gjorde det svært for ambassadøren at få kontakt til de relevante embedsfolk for at forhandle støtten fra USA tilbage til Ukraine, sagde ambassadøren under høringen.

Under høringen af ambassadør Taylor sagde diplomaten, at det diplomatiske arbejde for at få militærstøtten tilbage til Ukraine trak ud. Ifølge ambassadøren skyldtes det blandt andet, at embedsfolkene i USA var travlt optaget af Trumps udtalelser om et muligt køb af Grønland.

- Jeg tror, at det var omkring samme tidspunkt som sagen om at købe Grønland, der lagde beslag på en hel del energi i NSC (Det nationale sikkerhedsråd, red.), sagde Taylor.

Aflyste besøg i Danmark

Den amerikanske bistand til det ukrainske militær er vigtig på grund af de russiske aktiviteter i det østlige Ukraine, blandt andet den russiske annektering af Krim-halvøen. Og ambassadørens forklaring antyder, at sagen om Grønland ifølge nogle dele af den amerikanske administration, har taget tid fra vigtigere udenrigs- og sikkerhedspolitiske sager, som for eksempel bistanden til Ukraine.

Præsident Trumps udtalelser om et muligt køb af Grønland kom frem i midten af august. Reaktionen fra Naalakkersuisut var, at Grønland ikke er til salg, men er en mulig handelspartner. Også den danske statsminister, Mette Frederiksen, afviste idéen som 'absurd'.

Det fik Donald Trump til at aflyse et planlagt besøg i Danmark, hvor han også skulle have mødtes med formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen.