VIDEO Global opvarmning truer arkæologiske steder

Global opvarmning truer med at ødelægge arkæologiske forekomster som køkkenmøddinger i Grønland og andre dele af Arktis.
28. oktober 2015 05:41

Derfor går Nationalmuseet i København og Grønlands Nationalmuseum nu sammen om en stor undersøgelse af udvalgte områder her hjemme.

Og den undersøgelse omfatter ti arkæologiske steder i området omkring Nuuk, skriver Politiken onsdag ifølge Ritzau.

Her skal de to nationalmuseer sammen med forskere fra Center for Permafrost ved Københavns Universitet prøve at komme den arkæologiske nedbrydning i forkøbet, så godt det nu kan lade sig gøre.

Det siger Jørgen Hollesen, der er seniorforsker ved Nationalmuseets afdeling for Miljøarkæologi og Materialeforskning til Politiken.

- Det hele skal ende med en model, der vil gøre det muligt at træffe beslutning om, hvornår det er nødvendigt at iværksætte udgravningen for at bevare værdifulde efterladenskaber fra fortiden. Og gøre det før det er for sent, siger Jørgen Hollesen.

De arkæologiske steder i arktiske områder er unikke, fordi materialet ofte har ligget i permafrost i mange tusinde år. Når man graver det fri, vil det derfor tit være særdeles velbevaret.

Men når materialet først tør op, går det også i gang med at rådne eller bliver nedbrudt af svampe og andre mikroorganismer.

Forskernes interesse gælder blandt andet indholdet af køkkenmøddinger, der kan give dns-forskere uvurderligt materiale.