Glade vælgere indtager valgstederne

Så er dagen kommet. Siden kl. 9 i morges har det været muligt for, at folk kunne sætte deres krydser ud for det parti eller den kandidat, de mener, står tættest på deres egen mening.
Skrevet af Jette Andersen
12. marts 2013 10:59

KNR var her til formiddag i kulturhuset Katuaq i Nuuk , som i år fungerer som valgsted i hovedstaden.

Her mødte vi flere glade mennesker, der ser dagen som en festdag.

KNR stødte blandt andre på Sara og Mette, der skulle ind og stemme.

Sara kan ikke rigtig forstå, hvorfor det grønlandske valg virker så vigtigt for resten af verden.

- Jeg må indrømme, at jeg ikke har fulgt så meget med i valget, som jeg måske burde have gjort, men jeg ved ikke hvor afgørende det er for resten af verden.

Hendes veninde Mette, tror det må være på grund af de måske kommende udlandsarbejdere.

- Det her med, dem som kommer herop og skal arbejde, for eksempel kineserne, så jeg synes lidt, det er et afgørende valg.

Og hun mener også, at dagen i dag både er en fest dag og en pligtdag.

-  Jeg synes, det er en pligt, at gå hen at stemme, for at vise, hvem man gerne vil have skal føre landet. Men jeg synes også, det er en festdag, det er dejligt, griner Mette.

79-årige Joel er meget spændt på valget og tror at aftenen bliver en rigtig gyser og et tæt løb. Det er meget vigtigt for ham at stemme. Han har altid fulgt med i politik, siger han, og er glad for den kursændring, som Grønland er været på.

- Det er meget vigtigt. Det er vist det største valg, vi har haft og det er i sandhed en festdag, siger Joel.

Også Arne, der kom ind for at stemme, er spændt på, om det bliver Siumut eller IA, der løber med de fleste stemmer og hvem vil arbejde sammen, det er han meget spændt på.

- Jeg stemmer altid til valgene, for at få en bedre fremtid, især for børnene og de ældre.