Presidents Cup: Glade spillere håber på første VM-sejr

I dag spiller håndboldlandsholdet mod Island i kampen om bundplaceringerne ved VM.
Nukaaka Lyberth (i midten) scorede sit første VM-mål mod Sydkorea. Forhåbentligt bliver det til endnu flere i de kommende kampe. Foto © : Beate Oma Dahle/NTB/Ritzau Scanpix
07. december 2023 12:19

Selvom de grønlandske håndboldkvinder måtte gå fra banen i Stavanger med betydelige nederlag i alle tre indledende VM-kampe, så er det alligevel en meget glad og tilfreds trup, der nu er rejst videre til Frederikshavn i Danmark for at spille om bundplaceringerne.  

For det har været en kæmpe oplevelse at spille på den helt store internationale scene. Blandt andet for stregspilleren Nukaaka Lyberth, der scorede sit første VM-mål mod Sydkorea.

- Det var utrolig fedt og en overvældende oplevelse at kunne høre publikum heppe. Det var fantastisk at dele den glæde med holdkammeraterne, fortæller en storsmilende Nukaaka Lyberth

Også målmand Aviaaja Heilmann strålede i kampen mod Sydkorea, hvor hun reddede flere skud fra de hurtige modstandere. Hun er da også glad for sin egen præstation.

- Det var for vildt at redde mål ved det internationale VM efter så mange års træning, siger hun.

Det var et par meget glade spillere, som KNR fangede på en videoforbindelse direkte fra Frederikshavn i Danmark. Foto © : KNR

Går efter første VM-sejr

Tidligere røg landsholdene helt ud af VM, hvis de ikke gik videre efter de indledende kampe. Men nu skal samtlige hold have en placering. Derfor skal de grønlandske håndboldkvinder nu spille om placeringerne fra 25. til 32. pladsen til den såkaldte Presidents Cup i Frederikshavn.

Første kamp er i dag mod Island, og efterfølgende gælder det Kina på lørdag og Paraguay på mandag.

Og spillerne glæder sig til de kommende kampe. Selvom det bliver en hård start mod Island, siger målmand Aviaaja Heilmann.

- Det er spændende, for vores modstandere er meget større end os fysisk. Men vi håber stadig på at give dem kamp til stregen.

Grønlands kampe ved Presidents Cup

Torsdag 7. december kl. 15:00: Grønland - Island

Lørdag 9. december kl. 17:30: Grønland - Kina

Mandag 11. december kl. 17:30: Grønland - Paraguay

Onsdag 13. december - Grønlands sidste kamp mod enten Kasakhstan, Congo, Iran eller Chile

Og da det grønlandske kvindelandshold i håndbold ikke tidligere har vundet kampe til VM, håber de på den første VM-sejr.

- Vi tror selvfølgelig på, at vi kan vinde en af kampene. Vi vil ikke undervurdere modstanderne, men vi giver den alt, hvad vi har, og vi har meget gåpåmod, lyder det fra målmanden.

Og det er stregspiller Nukaaka Lyberth enig i.

- Vi vil gerne have en grønlandsk VM-sejr, da det ikke er sket i historien før, siger hun.

Ifølge KNR’s sportskommentator Noah Mølgaard, bliver det dog en vanskelig opgave, når landsholdet i dag møder Island. Til gengæld er chancerne for en VM-sejr noget større mod Kina og Paraguay, vurderer han.

Kampen mellem Grønland og Island sendes live på KNR TV i dag kl. 15.

De efterfølgende kampe vises også på KNR TV.