Giv bygdebørnene en ordentlig skolegang

Her i landet har alle børn krav på at få 10 års skolegang, for på den måde at kunne leve op til de krav, der stilles senere i livet. Enten på en arbejdsplads eller på en videregående uddannelse. Den ret gælder for alle uanset hvor de bor, men i praksis får børnene i byerne langt bedre vilkår end børn der går i skole i bygderne.
Skrevet af Peter Troelsen
18. februar 2013 12:40

Senest var der fokus på problemet ved et debatmøde om skolerne i Tasiilaq og omliggende bygder. Her var der hele tre skoler, der ikke fik en eneste ansøgning, da der senest var slået lærerstillinger op. I stedet for besættes de ledige lærerstillinger med uuddannede undervisere. Det kan ikke undgå at have indflydeklse på kvaliteten af den undervisning børnene modtager.

-Når man kigger på tallene for lærerdækningen i hele landet, står det rigtigt dårligt til i bygderne. Ud af de 237 stillinger indenfor skolevæsnet i bygderne, er over halvdelen af stillingerne besat af uuddannede timelærere. Det er 54,9 % Det tilsvarende tal for byerne er 19,2 % som er besat af uuddannede undervisere. Det kan ikke accepteres. Derfor må vi som landspolitikere tage vores del af ansvaret og løse dette med parterne, mener Juliane Henningsen, der stiller op til valget for IA.

Hvis man som samfund vil forlange meget af de fremtidige generationer, så må man også give dem optimale forhold, og det får mange af bygdebørnene ikke. Hele 8 skoler i bygderne har slet ingen uddannede lærere, og det stiller skolebørnene langt dårligere end deres jævnaldrende andre steder i landet.

-Inuit Ataqatigiit skal derfor foreslå at retten til at få undervisning af faguddannet personale, præciseres og styrkes gennem loven. Alle børn skal have ret til at blive undervist af uddannede lærere, det betyder at lærerne i fremtiden også skal have ansvaret for bygdebørnene, når de er ansat i by skolerne. Dette er en udfordring som kommunerne, Inatsisartut/Naalakkersuisut sammen med relevante organisationer skal løse, så vi i fremtiden har en folkeskole der tilgodeser alle børn, uanset hvor de bor, forklarer Juliane Henningsen.