GIF vil stille større krav til næste års Island Games-deltagere

Grønlands Idrætsforbund skærper nu kravene til deltagere op til Island Games 2019, der afholdes på Gibraltar.
Foto © : Island Games 2019
Skrevet af Karsten Sommer
21. august 2018 10:36

Godt nok fik Grønland 6 medaljer med hjem fra Island Games 2017 på Gotland, men i 2015 på Jersey fik atleterne kun een enkelt medalje med hjem.

Og det er den slags oplevelser, der nu gør at Grønlands Idrætsforbund, efter et seminar sidste år, lægger op til at de forskellige specialforbund skal være mere bevidste omkring, hvor mange atleter de sender ud til Island Games-konkurrencerne.

LÆS OGSÅ GIF kræver flere medaljer ved næste års Island Games

Normalt har det været sådan at et forbund betalte halvdelen af den reelle udgift for deres deltagere og Grønlands Idrætsforbund, den anden halvdel. Men fremover skal specialforbundene betale 100 % af det reelle beløb, det koster, for én deltager.

- Langsigtet planlægning og ansvarlighed skal derfor være et par af nøgleordene for fremtidig deltagelse i Island Games, skriver Grønlands Idrætsforbunds formand Nuka Kleemann i en pressemeddelelse.

De seneste Island Games i 2017 blev afholdt på Gotland, hvor 2.333 deltage fra 23 øer konkurrerede i 14 sportsgrene.

LÆS OGSÅ Beskeden medaljehøst ved Island Games