GE: Fiskerikommissionen risikerer at mangle vital viden
Det har taget for lang tid, og der har været for lidt inddragelse både politisk og af erhvervet i arbejdet med Fiskerikommissionen, hvis kommissorium nu er fremlagt.
Det mener direktør i Grønlands Erhverv, Brian Buus Pedersen, hvis medlemmer bl.a. tæller Polar Seafood, der er landets største private selskab.
- Vi havde gerne set nogle ordentlige høringsrunder om kommissoriet. Processen har været meget lukket indtil nu -særligt når man tænker på, at målet er et nationalt kompromis og en langtidsholdbar regulering af fiskeriet, siger han.
Kommissionen mangler erhvervsrepræsentanter
Brian Buus Pedersen er desuden bekymret for, at der vil mangle afgørende viden om Grønlands eksportmuligheder indenfor fiskeriet i selve kommissionen.
LÆS OGSÅ Samarbejdspartiet frygter Fiskerikommissionen ender i fiasko
Fiskerikommissionen
- Fiskerikommissionen opgave er at belyse 24 punkter og forslag, der er opridset i et kommissorium.
- Det gælder eksempelvis undersøgelse af fordele og ulemper ved at ændre kvotefordelingen til 50 procent til kystnært rejefiskeri og 50 procent til havgående rejefiskeri.
- Kommissionens arbejde skal i sidste ende munde ud i en ny fiskerilov.
- Den nuværende fiskerilov er fra 1996 og er blevet ændret 13 gange siden da.
- Fiskerikommissionen skal færdiggøre sit arbejde senest ved udgangen af juni 2020.
- Der er afsat to millioner kroner til Fiskerikommissionen.
- Selve kommissionen består af 12 medlemmer, heriblandt kommissionsformand Jens Paulsen.
Naalakkersuisut har nemlig valgt ikke at lade erhvervet og dermed de største selskaber som Polar Seafood og Royal Greenland være repræsenteret blandt kommissionens 12 medlemmer.
- Der mener vi, at der er et hul i den måde, kommissionen er sammensat på, lyder det.
Alt skal behandles lige
I kommissoriet er formuleret 24 punkter, eller spørgsmål, som skal undersøges, men der lægges også op til, at kommissionen selv kan tage punkter op til revison.
Blandt de punkter, som kommissionen skal undersøge, er fordele og ulemper ved at ændre kvotefordelingen til ligelig kvotefordeling ved Vestgrønland i det kystnære- og havgående rejfiskeri.
Ydermere skal det også undersøges, om man kan tilbagetrække tidsubegrænsede rejelicenser.
LÆS OGSÅ Interne uenigheder forsinker Fiskerikommissionen
Det er begge forslag, som Grønlands Erhverv som udgangspunkt er imod, lyder det.
- Men jeg synes, at det er vigtigt, at alle parter i kommissionen går ind til arbejdet med et åbent sind. Nu skal alle punkter analyseres og behandles ordentligt, så politikerne kan læse, hvad konsekvenserne reelt er ved at implementere de her ting, siger han.
Sætter spørgsmålstegn ved økonomien
Naalakkersuisut har afsat to millioner kroner til kommissionsarbejdet, der har deadline ved slutningen af juni næste år.
Brian Buus Pedersen tvivler på, at der er sat nok penge af til kommissionens arbejde, hvis man vil have alle spørgsmål besvaret ordentligt samt lave en ny fiskerilov.
- Der er allerede på forhånd formuleret mange omfattende opgaver, herunder at man også gerne ser, at der kommer et konkret forslag til en fiskerilov. I den forbindelse er vi lidt bekymrede for, om der er ressourcer nok til de mange krævende analyser, der skal gennemføres, forklarer han.