GA: Nu skal Kim og Sara vise vejen

Grønlands Arbejdsgiverforening ønsker i dag Grønland til lykke med valget og understreger i en kommentar, at landets to største partier Siumut og IA bærer et særligt stort ansvar for, at der nu for et bredt seriøst og fordomsfrit samarbejde - med kompromisset som ledetråd.
Brian Buus Pedersen Foto © : Simon Uldum/KNR
01. december 2014 12:07

De nyvalgte medlemmer af Inatsisartut - og det kommende Naalakkersuisut - står over for mange og meget tunge opgaver for at løfte Grønland ud af det økonomiske uføre, vi er havnet i, skriver GA's direktør Brian Buus.


Ifølge ham er det politikernes ansvar, at det forsinkede olie- og mineeventyr bliver afløst af en nødvendig, men bredere og dynamisk erhvervspolitik.


- Kun derved kan en fortsat positiv udvikling af det grønlandske velfærdssamfund sikres, understreger han.

LÆS OGSÅ Pres på Kim Kielsen

Grønlands økonomi er meget sårbar. Samfundet står midt i en alvorlig krise. Men situationen er ikke håbløs.

 

Og GA-direktøren påpeger videre, fiskeriet skal videreudvikles og fremtidssikres gennem bredt funderede reformer, så erhvervet bliver i stand til at tiltrække de nødvendige investeringer. Grundlæggende strukturer på arbejdsmarkedet skal reformeres, og der er fortsat store udfordringer på uddannelsesområdet. Bygge- og anlægssektoren skal stimuleres og skabe beskæftigelse ved at sætte nye projekter i gang med finansiering fra Anlægs- og renoveringsfonden. Råstofsektoren skal sikres stabile rammebetingelser, så branchen kan tiltrække de meget store investeringer, der er nødvendige for at skabe udvikling og dermed nye eksportindtægter til Grønland.

 

Erhvervslivet kan og vil bidrage til fremgang for hele landet, men det kræver politikere, der kan samarbejde og gennemføre nødvendige reformer, og som tør foretage de nødvendige prioriteringer. Også de mindre populære, fastslår Brian Buus.