EU-top: Gør klar til alle udfald af brexit

Alle i EU må forberede sig endnu mere på, at forhandlingerne om den britiske exit kan ende uden nogen aftale.
Foto © : Rareclass
Skrevet af Ritzau
01. juli 2018 13:10

Det var meldingen fra EU-lederne fredag på deres topmøde i Bruxelles.

EU-toppen opfordrer således medlemslande, EU's institutioner og interessenter til at optrappe deres forberedelser "for alle udfald" af exit-forhandlingerne, hed det i konklusionerne fra topmødet.

Det er første gang, at EU-toppen advarer alle om, at brexit-forhandlingerne kan ende uden nogen aftale mellem EU og Storbritannien.

Advarslen kommer, fordi EU er dybt bekymret over, at forhandlingerne reelt ikke er kommet nogen vegne siden topmødet i marts.