Future Greenland har fokus på vækst

Erhvervskonferencen Future Greenland, som afholdes over de næste to dage, har denne gang fokus på vigtigheden af, at det private erhvervsliv får de rigtige rammer for at skabe vækst for samfundet.
Foto © : Trine Søndergaard/Radikale Venstre
Skrevet af Jonas Fievé
09. maj 2017 08:15
Versionist Connie Fontain

Blandt hovedtalerne er den danske EU-kommissær Margrethe Vestager, som skal tale om, hvordan man skaber og driver en erhvervspolitisk dagsorden.

Ansvarshavende chefredaktør for den danske erhvervsavis Børsen, Anders Krab-Johansen, skal holde et oplæg om, hvordan man forbliver et rigt samfund.

Krav til Grønland

Desuden skal Angelina Metha fra The Sentient Group tale om investorernes og kapitalens krav til Grønland. Firmaet er baseret i Cayman Island, og er specialiseret i investeringer i råstofudvinding globalt.

Fra Grønland skal naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Karl-Kristian Kruse, tale om visioner og reformer og Randi Vestergaard Evaldsen fra Demokraterne skal holde et oplæg om, hvordan man kan skabe en politisk balance mellem vækst og velfærd.  

I løbet af dagen bliver der også afholdt en række workshops, hvor det blandt andet skal debatteres, hvem der sætter den politiske dagsorden og, hvordan man skal forholde sig til urbaniseringen i Grønland.

Dagen slutter med uddelingen af Grønlandsbankens erhvervsfond iværksætterpris.

Det er femte gang, at Grønlands Erhverv afholder Future Greenland, som er blevet afholdt hvert andet år siden 2009.