Friske forsyninger er som juleaften

Efter store forsinkelser er der endelig kommet friske forsyninger fra Danmark, men nogle hylder vil fortsat være tomme – i hver fald ugen ud, fortæller salgschef.
Flyde hylder er igen synet, der møder kunderne i dagligvarebutikkerne Foto © : Johannes Olsen/ KNR
21. august 2023 17:34

Der var ekstra travlhed i dagligvarebutikkerne mandag morgen. Årsagen er de friske forsyninger fra Danmark, som har været længe ventet.

- Jeg tror, det bliver en lille juleaften i dag med frisk frugt og grønt, friske kølevarer og pålæg, for det har vi jo savnet et godt stykke tid, siger Kent Helberg, der er salgschef i Brugseni Nuuk og syd til KNR.

Forsinkelsen skyldes tekniske problemer, så fragtskibet Tukumas ikke kom fra Åhus havn som planlagt. Det betyder, ifølge salgschefen, at dagligvarebutikkerne har manglet varer i ni eller ti dage.

Selvom de friske forsyninger endelig er landet, er der også en bagside. For det er langt fra alt, der kan sælges, fortæller salgschefen.

- Der er nogle af de finere varer, som den friske salat og broccoli, der ikke er så frisk mere. Samtidig er meget af kødpålægget allerede løbet på datoen, så det er usælgeligt for os, siger salgschefen.

Intet overblik

Selvom der nu er kommet friske forsyninger, vil der stadig være grupper af varer, der ikke er fyldt op. Enten fordi varerne ikke kan sælges eller fordi de ikke er kommet frem endnu.

Flere af varerne kommer, ifølge Kent Helberg, til weekenden, når et nyt skib med varer efter planen kommer til Nuuk på fredag.

Forsinkelsen har nemlig betydet, at flere varer er blevet pakket sammen med det skib, der ankommer til weekenden, fortæller Kent Helberg.

Han har derfor ikke overblik over, hvilke varer han modtager i dag og sammenligner det derfor med at få gaver juleaften.

- Når vi åbner en container, er det som at åbne en gave juleaften. Vi ved ikke, hvilke varer, den indeholder, men vi tager imod det hele med kyshånd, siger han.

For det vigtigste er, at kunderne igen kan blive serviceret med varer på hylderne, så de igen kan fylde køleskabene, understreger han.

Tabt omsætning er uundgåeligt

Forsinkelsen betyder tabt omsætning for butikkerne, fortæller Kent Helberg, fordi der mindre friske varer at sælge, så omsætningen vil være mindre. Butikkerne skal dog betale det samme for fragten, og derfor bliver ventetiden dyr for dem.

- Forsinkelsen bliver en dyr omgang for os på nogle områder, siger han.

 

På trods af udsigten til mindre omsætning, glæder han sig dog over endelig at have modtaget varerne, så butikken igen kan fyldes op.

- Vi må se, hvordan det hele ser ud, når det kommer i løbet af de næste par timer, men nu er det vigtigst for os at få afdelingerne fyldt op hurtigst muligt, så vi kan servicere vores kunder igen, siger han.

Salgschef Kent Helberg er glad ved synet af fyldte hylder. Foto © : Johannes Olsen/ KNR

Glæde blandt kunder

Glæden over de fyldte hylder var heller ikke til at tage fejl af blandt kunderne, der igen frit kunne flyde i kurven.

- Jeg mangler mad, der kan bruges til madlavning, når man ikke tåler laktose og frugt, fortæller Haldora Fleischer til KNR i Brugseni i Nuuk.

Hun var næsten klar til at danse på bordene over det store udvalg, der er tilbage, siger hun.

Også en anden kunde er glad for igen at kunne putte kartofler, frugter, løg og hvidløg i sin kurv.

- Jeg har lige været på ferie i Danmark, og jeg blev lidt forbavset over, at Grønland kan mangle så meget i butikkerne i 2023, fortæller Mátârak Olsen, der handler ind for igen at få fyldt køleskabet.

Salgschefen Kent Helberg forventer også ekstra travlhed i butikkerne i dag, for det rygtes jo hurtigt, at der igen er varer at tage af, mener han.