Ny Caledonien Fransk koloni sagde nej til selvstændighed

Optællingen efter en folkeafstemning i dag om selvstændighed i Ny Caledonien, viser et nej til løsrivelse fra Frankrig, oplyser det nationale tv ifølge Reuters.
Foto © : Flickr.com / Mutualité Française
Skrevet af Ritzau
04. november 2018 12:35
Versionist Ane-Marie Petersen

Med en markant stemmedeltagelse på 80 procent har 56,8 procent sagt nej.

Ny Caledonien har været en fransk koloni siden 1853.

Alvorlige sammenstød mellem kanakker - øernes oprindelige befolkning - og europæiske indvandrere udløste i slutningen af 1980'erne voldsomme sammenstød med over 70 dræbte.

Meningsmålinger i de seneste dage forudsage at det lille ørige i det sydlige Stillehav ville sige nej til selvstændighed. Mange turde ikke give slip på de 9,7 milliarder kroner, som Frankrig hvert år støtter Ny Caledonien med.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, kalder sig "enormt stolt" over, at territoriet har valgt at forblive en del af Frankrig.

- Det er et tegn på tillid til den franske republik, siger han.

Kanakkerne udgør cirka 40 procent af Ny Caledoniens knap 270.000 indbyggere.