Fotograf fra Nuuk udstiller til jubilæum: Det Grønlandske Hus rummer så mange relationer

Det Grønlandske Hus på Løvstræde i København fejrer 50-års jubilæum med en portrætudstilling af personer, der gennem tiden har haft gang i huset.
Fotografen, Nina Sikkersoq Kristoffersen, står bag jubilæumsudstilling i Det Grønlandske Hus i Løvstræde. Foto © : KNR/Ann-Sophie Greve Møller
23. juni 2024 11:07

Portrætter af unge studerende, ældre fagfolk, folketingspolitikeren Aaja Chemnitz og kunstnere som Jessie Kleemann og Silis Høegh-familien pryder væggene i Det Grønlandske Hus på Løvstræde i indre København disse dage.

En kvinde kommer gående ind i husets udstillingslokale på første sal. Hun ser sig smilende omkring.

- Nuanneq (hvor dejligt, red.), udbryder hun og peger på forskellige portrætter.

- Hende kender jeg, og hende kender jeg, og ham kender jeg, siger kvinden til fotografen bag udstillingen, Nina Sikkersoq Kristoffersen, der også står i udstillingslokalet.

Historien bag Det Grønlandske Hus i København

Første initiativ til et samlingssted for grønlændere i København blev taget af foreningen Peqatigît Kalâtdlit (på dansk 'Grønlænderforeningen'), som blev stiftet i 1939. 

I 1950’erne og 60’erne holdt foreningen til i Admirals Gjeddes Gård i det indre København. I 1967 begyndte Grønlands Landsråd at give penge til rådgivningsinstitutionen Pooq i København.

I 1960'erne gik foreningerne Peqatigît Kalâtdlit og Kalâtdlit Inûsugtut Ataqatigît (på dansk 'Unge Grønlænderes Råd') sammen om at finde et hus, der kunne danne rammerne om et fast værested for grønlændere i byen.

Og det gav gevinst. I anledningen af 800-års jubilæet for København gav kommunen 500.000 til foreningerne.

I 1973 overtog bestyrelsen for det nye hus en gammel sølvvarefabrik på Løvstræde 6 nær Strøget i indre København. Det åbnede året efter som "Grønlændernes Hus". Det er senere blevet omdøbt til "Det Grønlandske Hus".

25. juni 1974 åbnede huset officielt som en selvejende institution. 

I dag er huset økonomisk støttet af Selvstyret i Grønland, den danske stat og af Københavns Kommune.

Kilder: De Grønlandske Huse, Det Grønlandske Hus i Københavns jubilæumsskrift 2014

I anledning af husets 50-års jubilæum i år har fotografen Nina Sikkersoq Kristoffersen knipset 44 portrætter af mennesker, der gennem tiden har haft en tilknytning til stedet. Udstillingen hedder "Ansigter Som Fortæller".

For den 29-årige fotograf fra Nuuk har det særligt gjort indtryk at opleve, hvor mange mennesker huset omfavner.

- Det har været overvældende at lave udstillingen, da jeg har været i kontakt med mange mennesker og hørt en masse historier. Men det har været mega givende, og jeg har mødt en masse dejlige mennesker, siger Nina Sikkersoq Kristoffersen.

Huset giver tryghed

Det Grønlandske Hus i København er det ældste af de fire Grønlandske Huse i Danmark. Det er et alt-muligt-hus, der blandt andet rummer socialrådgivning til rådgivning for grønlandske efterskoleelever og studerende.

Om tirsdagen er der mulighed for at mødes over et måltid mad, hvor der er grønlandske retter på menuen. I hverdagen kan man drikke en kop kaffe og give sig i kast med sociale aktiviteter som håndarbejde.

- Du kan få kaffe, te, sukker, mælk, perler på en snor, siger en fyr grinende. Han sidder i et lokale, hvor en håndfuld mennesker hygger sig.

Derudover kan man også opleve musik og udstillinger, som den Nina Sikkersoq Kristoffersen står bag.

- Jeg har fået åbnet øjnene op for, hvor mange forskellige relationer, man kan have til det her hus, siger hun.

Fotografen har også selv sin daglige gang i huset på Løvstræde. For udover at være fotograf er hun også i praktik som eventkoordinator i Det Grønlandske Hus.

- Huset danner en form for tryghed. Når man er minoritet i Danmark, er det enormt vigtigt at føle, at man bliver repræsenteret, og at der er et sted, hvor man kan tale grønlandsk, siger hun.

- Selvom vi har et rigsfællesskab, er vi stadig to forskellige lande med to forskellige kulturer. Derfor kan det også give en tryghed i Grønland at vide, at unge, der skal herned til Danmark og studere, ved, at der er nogen til at gribe og hjælpe dem, siger hun.

50-års jubilæet bliver officielt fejret med en reception i huset 25. juni. Derudover bliver fejringen markeret med jubilæumsudstillingen i huset på Løvstræde, der kan opleves frem til 29. juli.