Fortsat uvished om Narsarsuaqs fremtid: - Det haster virkelig
Hvad skal der ske med virksomheder og beboere i Narsarsuaq, når lufthavnen i Qaqortoq åbner?
Det spørgsmål har man i flere år ventet svar på, og nu presser borgmester i Kommune Kujalleq, Malene Vahl Rasmussen (D), på. For om godt en måned bliver den nye lufthavn i Qaqortoq officielt indviet, og dermed forsvinder arbejdspladserne fra Narsarsuaq.
Som det er i dag, flyver man til Narsarsuaq for at flyve videre derfra med helikopter til Qaqortoq. Men når lufthavnen i Qaqortoq åbner, bliver Narsarsuaq nedgraderet til heliport.
Alligevel er det fortsat uvist, hvordan fremtiden ser ud for den sydgrønlandske bygd.
- Det haster virkelig meget, og jeg mener faktisk, at de her oplysninger burde være blevet meldt ud for længe siden, siger Malene Vahl Rasmussen til Qanorooq og fortsætter:
- Om lidt over en måned sker der store ændringer, men borgerne har stadig mange spørgsmål.
Borgmesteren vil derfor blandt andet gerne have svar på, hvad der skal ske med sundhedsklinikken, de bygninger, som Selvstyret ejer, og brændstofforsyningen.
Det var også spørgsmål, som den tidligere borgmester Stine Egede (IA) forsøgte at få svar på tilbage i december 2021. Alligevel er der endnu ikke et klart svar.
Kan ikke træffe beslutning
Samtidig efterspørger Malene Vahl Rasmussen også svar på, hvad de skal ske med de offentlige virksomheder i Narsarsuaq. Det gælder blandt andet Pilersuisoq, Polaroil og Nukissiorfiit.
- Også kommunen og virksomheder under selvstyret vil alle blive berørt, siger hun.
Det samme gælder den store hotelbygning i bygden. Den er i dag Greenland Airports ansvar, og kommunen har fået tilbud om at overtage den. Men fordi naalakkersuisut endnu ikke kan svare på, hvad bygdens fremtid byder på, kan kommunen endnu ikke træffe en beslutning.
- Vi har talt med forskellige interessenter om, hvordan bygningen kan bruges, men før der træffes en beslutning, kan vi ikke arbejde videre med planerne. Derfor må der træffes en beslutning om, hvad der skal ske, så vi også kan færdiggøre vores arbejde i kommunen, siger Malene Vahl Rasmussen.
Arbejdet er i gang
Spørger man naalakkersuisoq for infrastruktur, Aqqaluaq B. Egede (IA), så er der først ét centralt spørgmål, der skal besvares, før naalakkersuisut kan træffe beslutning om virksomhedernes fremtid:
- Det kommer helt an på, hvor mange mennesker der gerne vil blive boende i Narsarsuaq. De spørgsmål skal først afklares, siger han.
Det er nemlig uvist, hvor mange mennesker, der fortsat kommer til at bo i bygden, når medarbejderne fra Greenland Airports og Air Greenland flytter fra Narsarsuaq til Qaqortoq. Greenland Airports er i dag den største arbejdsplads i bygden.
Aqqaluaq B. Egede understreger dog, at arbejdet med at afklare situationen i Narsarsuaq stadig er i gang.
- Jeg ved, at der lige nu arbejdes på at samle de grundlæggende beslutningsgrundlag og oplysninger. Vi skal også mødes igen med Kommune Kujalleq om dette, siger han.
Blevet en del af valgkamp
Greenland Airports oplyser i et skriftligt svar til KNR, at de endnu ikke kan give tal på, hvor mange medarbejdere der vil flytte fra Narsarsuaq til Qaqortoq, fordi arbejdet stadig er i gang.
Samtidig oplyser Air Greenland, at de i øjeblikket har fire ansatte i Narsarsuaq, hvoraf tre af dem forventes at flytte til Qaqortoq.
Hvad der skal ske med boligerne i Narsarsuaq, og hvordan fremtiden ser ud for virksomhederne, er dermed stadig uklart, siger naalakkersuisoq.
- Spørgsmål om boliger bliver lige nu undersøgt med deltagelse fra vores departement. Samtidig drejer det sig også om vores selvstyreejede selskaber, som i større eller mindre grad ejes af samfundet, for eksempel hvordan Nukissiorfiit skal placere sig i fremtiden. Der er også mange andre spørgsmål, som involverer andre departementer, siger Aqqalauaq B. Egede.
I 2022 blev der nedsat en arbejdsgruppe, der netop skal undersøge mulighederne for Narsarsuaqs fremtid og komme med anbefalinger. Arbejdsgruppen skal aflevere anbefalingerne senest i forbindelse med, at lufthavnen i Qaqortoq åbner - altså om godt en måned.
Ifølge Kommune Kujalleq bor der på nuværende tidspunkt 126 personer i Narsarsuaq.
Spørgsmålet om Narsarsuaqs fremtid er også blevet aktuelt i folketingsvalget. Her går kandidaterne Patrick Abrahamsen, der stiller op for Demokraatit, og IA-politikeren Kalistat Lund til valg på, at Narsarsuaq ikke skal lukke.