Forsvaret kommer måske på besøg i din by: Bliv afprøvet til værnepligt

Forsvaret i Danmark skal besøge fire byer i Grønland. For der er hårdt brug for grønlandske værnepligtige i fremtiden for hele rigets sikkerhed, mener den danske forsvarsminister.
Hvis man er fyldt 18 år, kan man blive afprøvet til en uddannelse i Forsvaret. Afprøvningen vil tage omkring halvanden time. Foto © : Forsvaret
10. oktober 2019 06:14

Unge mænd og kvinder i Grønland, som er interesserede i at tage en værnepligtsuddannelse i Danmark, får chancen for at blive afprøvet til uddannelsen.

Forsvaret vil være i Aasiaat 24.-25. oktober, Sisimiut 27.-28. oktober, Nuuk 1.-2. november og Qaqortoq 6. november i år.

- Vi har forsøgt at gøre det så nemt som muligt for de unge at blive afprøvet til værnepligts-uddannelsen. Man skal bare møde op i de fire byer, hvor vores hold står klar, fortæller kaptajn Dennis Rasmussen fra Forsvaret.

LÆS OGSÅ Forsvaret håber på flere grønlandske værnepligtige

Hvis man er fyldt 18 år, kan man i en af de fire byer møde op på det lokale hospital og tage en afprøvning, som består af en intelligenstest, lægeundersøgelse og vejledning. Afprøvningen vil tage omkring halvanden time.

- Her kan man på dagen få afgjort, om man er egnet eller begrænset egnet til værnepligten. Er man det, vil der med det samme være mulighed for at indgå en aftale om at gennemføre værnepligtsuddannelsen i Danmark, siger Dennis Rasmussen.

Brug for grønlandske værnepligtige

Det er muligt at tage værnepligtsuddannelsen i Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet eller i Beredskabsstyrelsen.

Og den danske forsvarsminister Trine Bramsen mener, at Forsvarets hvervekampagne i Grønland er et skridt i den rigtige retning:

- Til alle grønlandske unge, der overvejer at deltage i efterårets værnepligtsafprøvning i Grønland, vil jeg derfor sige: Vi får hårdt brug for jer. I er en vigtig del af det fremtidige samarbejde om Forsvarets tilstedeværelse i Grønland og varetagelsen af hele Rigets sikkerhed, siger hun.

LÆS OGSÅ Succesfuld afprøvning til værnepligt i Nuuk

Forsvaret arrangerede en lignende hvervekampagne sidste år, hvor interesserede kunne komme til Nuuk. Men interessen var så stor, at Forsvaret nu udvider afprøvningerne til fire byer.

Sidste år underskrev 22 personer fra Grønland aftaler med Forsvaret om at starte værnepligtsuddannelsen.