Forsvaret hverver soldater på vestkysten

Forsvaret er i disse dage i Grønland for at afprøve lokale til værnepligten i Danmark. Unge i Aasiaat, Sisimiut og Nuuk har haft muligheden for at se, om de er egnede til at aftjene værnepligt. KNR har fulgt med i Nuuk.
Skrevet af Malik Brøns
04. november 2019 06:57

På første sal på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk står kaptajn i Forsvaret Dennis Rasmussen spændt på at modtage de første gæster, som kommer for at blive testet for, om de kan blive værnepligtige soldater.

Han og hans hold har allerede været i Aasiaat og Sisimiut.

- Vi var rigtige glade for Aasiaat, hvor der var 12, der blev afprøvet, og seks, der lavede aftaler med os. Så tænkte vi, at den større by Sisimiut ville give endnu flere, men der oplevede vi faktisk det modsatte. Der var seks, der kom til afprøvning, og en enkelt, der lavede en aftale, siger han.

Blandt de første til at møde op i Nuuk til dagens afprøvning til værnepligt er 22-årig Ôdâk Olsen.

Han fortæller, at det er noget, han længe har ønsket at prøve.

Værnepligten
Forsvarets basisuddannelse hedder værnepligt.

Værnepligten indeholder blandt andet våbenuddannelse, felttjeneste, førstehjælp og brandbekæmpelse.

Værnepligten varer fire måneder.

- Det er noget, jeg har interesseret mig for, siden jeg var lille. Og nu har jeg endelig muligheden for at prøve det, siger Ôdâk Olsen.

Muligheder i Forsvaret

Han laver ikke noget for tiden, så derfor synes han, at det er en oplagt mulighed for ham.

- Jeg laver ikke noget nu. Jeg gik ellers på gymnasiet, men jeg stoppede, siger han og forklarer, at han interesserer sig for de uddannelser, som forsvaret tilbyder.

Kaptajn Rasmussen byder Ôdâk Olsen pænt velkommen og beder ham om at udfylde en formular. Derefter går Ôdâk Olsen ind i et lokale og tager en intelligensprøve.

I mellemtiden fortæller kaptajn Dennis Rasmussen om de muligheder, de tilbyder i Forsvaret.

- Det, vi tilbyder, er en basisuddannelse i Forsvaret, og det giver adgang til Forsvarets øvrige uddannelser, hvis man gerne vil have en karriere hos os. Det kan enten være, at man gør det i Danmark eller tager ud at sejle på Søværnets skibe, som jo også sejler heroppe omkring Grønland.

En ærgerlig Ôdâk Olsen

Efter en time kommer Ôdâk Olsen ud fra intelligensprøven og ser spændt ud. Han skal nu til lægen, som skal vurdere, om han er fysisk egnet til værnepligten.

Efter lægevurderingen går turen til et andet lokale, hvor han får den samlede vurdering af, om han er egnet til værnepligten.

Men en ærgerlig Ôdâk Olsen kommer ud af lokalet.

- De sagde, at jeg klarede mig godt, men fordi jeg har ADHD, mente de, at jeg ikke er egnet. Det kan jeg ikke gøre noget ved desværre, men jeg har det fint med deres beslutning. Nu vil jeg begynde i skole gennem Majoriaq, som jeg har sendt en ansøgning til, siger han.

Kravene til at tage værnepligten i Danmark er, at man er sund og rask. Man kan godt have briller og ikke høre perfekt, og man kan også tage nogle former for medicin, forklarer Kaptajn Dennis Rasmussen.

Det er Forsvarets læger, der vurderer, om man er sund og rask. Også ens mentale tilstand bliver vurderet.

- Så vi vurderer simpelthen om man kan klare det pres og stress, der er. Og vurderer vi, at det kan man ikke, så er det bedst, at vi siger stop, så man ikke kommer ind i nogle skader eller andet, siger han.

Forsvarets næste stop er Qaqortoq, og de vil være klar til at modtage unge til afprøvning den 6. november.