Jeppe Strandsbjerg er lektor på Ilisimatusarfik og forsker i suværinitet og kortlægning. Foto: Jeppe Strandsbjerg

Forsker: Delingen af Hans Ø er symbolsk - det spændende ligger i havet syd for Grønland

Det er af stor symbolsk værdi, at delingen af Hans Ø er på plads. Men rent interessemæssigt har det en meget lille betydning. Det opsigtsvækkende er, at landene er blevet enige om en grænse i kontinentalsokkelområdet sydvest for Grønland.

Efter 50 års strid om Hans Ø er Grønland/Danmark og Canada blevet enige om sætte en landegrænse midt på øen.

En grænse, der er rig på signalværdi, men som rent praktisk ikke er har stor betydning.

Det mener Jeppe Strandsbjerg, der er lektor på Ilisimatusarfik og forsker i suværinitet og kortlægning.

- Det er primært symbolsk værdi, fordi der ikke er ressourcer på øen, og den maritime grænse mellem Grønland og Canada, op til Hans Ø ligger fast. Så det er udelukkende et spørgsmål om, hvem der har, hvor stor del af den her meget lille klippeknold. Så rent interessemæssigt har det meget lille betydning, siger Jeppe Strandsbjerg.

LÆS OGSÅ Delingen af Hans Ø symboliserer fred og samler inuit i Canada og Grønland

Men det er ikke alene dét, som landene er blevet enige om.

Havet mellem Grønland og Canada er faktisk det interessante

For Grønland/Danmark og Canada er også blevet enige om at lægge verdens største maritime grænse, der går fra nord til syd.

Og det er ikke gået Jeppe Strandsbjergs næse forbi.

- Der er et element, som har fået mindre opmærksomhed, og det er, at Canada og Danmark/Grønland er blevet enige om en grænse i kontinentalsokkelområdet, der ligger sydvest for Grønland. Der har både Kongeriget Danmark og Canada har gjort krav på det samme stykke havbund, siger lektoren.

Landene kan godt gøre krav på områder ved havets bund, på den kontinentalsokkel landet nu engang er i, til FN.

Men områderne kan overlappe, så FN kan sige, at flere lande kan have ret til samme havbund. Derefter er det op til de implicerede lande at forhandle indbyrdes.

Nu er Grønland/Danmark og Canada altså blevet enige om at dele et område sydvest for Grønland.

LÆS OGSÅ Nu er aftalen om Hans Ø underskrevet

Det betyder, at Grønland og Canada i princippet kan deles om de ressourcer, der er i det område.

- Der kunne man godt have forventet, at det vil være en længere og sværere process at blive enig om fordelingen. Så på den måde er det lidt en overraskelse. Og det er også derfor, at jeg sådan helt personligt synes, at det egentlig er en større nyhed, end der er tegnet en grænse hen over Hans Ø, siger Jeppe Strandsbjerg.

Grønland/Danmark har også lagt krav på områder nord for Grønland. Her er problemet, at det overlapper med områder, som også Canada og Rusland har gjort krav på, eksmpelvis den geografiske nordpol.

Så det er et vigtigt signal, som bliver sendt ud, når Grønland/Danmark og Canada relativt nemt kan blive enige om en opdeling af kontinentalsokkelområderne.

- Man begynder også at få nogle principper for, hvordan man gør det, som får precedens. Det vil sige, komme til at påvirke de kommende processer, siger Jeppe Strandsbjerg.



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl