Forsker bag hjemløsetælling: De rammer bunden af samfundet hårdt
For første gang i Grønland er der lavet en undersøgelse af, hvor mange der lever som hjemløse i landet.
Henover sommeren har et forskerhold fra Ilisimatusarfik været rundt i landet og tælle de hjemløse. Tallet lander på 491 hjemløse. Dermed mangler næsten 1 ud af 100 indbyggere her i landet tag over hovedet.
Hjemløshed i Grønland
- Hjemløsetællingen viser, at der 491 hjemløse i Grønland.
- Tællingen er foretaget i 11 byer.
- De fleste hjemløse lever i Nuuk.
- 293 mennesker, og dermed størstedelen af de hjemløse, lever i såkaldt "usynlig hjemløshed", hvor de overnatter hos venner, familie og herberger.
- 183 mennesker lever i såkaldt "synlig hjemløshed", hvor de overnatter på gaden eller i det fri, i opgange, på herberger, i nedlagte bygninger eller i telte.
- Det er usikkert, om de sidste 15 hjemløse lever i synlig eller usynlig hjemløshed.
- Rapporten gør opmærksom på, at der kan være endnu flere mennesker, som lever i usynlig hjemløshed.
- 356 af de hjemløse er mænd, mens 135 er kvinder.
- 343 af de hjemløse er i aldersgruppen 30 til 60 år. Blandt de 18 til 29-årige lever 80 personer i hjemløshed, mens 68 hjemløse er over 60 år.
Og det er vigtigt, at hjemløse kommer på dagsordenen, siger Steven Arnfjord, der er en af forskerne bag undersøgelsen.
LÆS OGSÅ Forskere rejser landet rundt: Knap 500 mennesker er hjemløse
- Hjemløsheden er blevet meget tydelig. Det er blevet mærkbart for mange, at folk lever i en meget svær boligsituation, siger Steven Arnfjord, der er lektor ved Institut for Samfund, Økonomi og Journalistik på Ilisimatusarfik.
Forskerne har i alt været rundt i 11 byer, hvor de har besøgt herberger, varmestuer, talt med gadeteams og fået adgang til kommunernes persondataskema med oversigt over borgere uden bopælsadresse.
Og så har de i nattens mulm og mørke besøgt opgange, hvor hjemløse kunne ligge og sove.
- Nogle gange stod vi op klokken 3 om natten eller tidligt om morgenen og tog ud til for eksempel Radiofjeldet i Nuuk, hvor vi gennemgik alle deres opvarmede trappeopgange for at se, om der var mennesker, der lå og sov direkte i det åbne, forklarer Steven Arnfjord.
Mænd falder igennem
Men undersøgelsen viser, at langt de fleste hjemløse lever i det, forskerne kalder "usynlig hjemløshed" - knap 300 mennesker.
Det dækker over personer uden bopælsadresse, som overnatter hos familie og venner og dermed ikke er synlige i gadebilledet.
Og så udgør mænd i aldersgruppen 30 til 60 år den største andel af hjemløse. Det skyldes, at mænd har sværere ved at række ud efter hjælp, vurderer Steven Arnfjord.
LÆS OGSÅ Hjemløse om ny tælling: Forhåbentlig vil politikerne interessere sig mere for os
- Når vi snakker med hjemløseforskere andre steder i verden, er det det samme billede, vi ser. Mænd er ikke gode til at opsøge hjælp, når de virkelig har behov. Og så rammer de bare bunden af samfundet mega hårdt.
Derfor er der behov for en klar strategi i landet til at løfte folk ud af hjemløshed - og flere boliger, siger forskeren.
- Det handler om adgang til boliger, hvor man har råd til at bo. Der må være en mangel på den mængde boliger, siden der er så mange mennesker, som er i denne her situation, siger Steven Arnfjord.
Unik indblik i hjemløshed
Særligt i Nuuk er hjemløsheden stor. Her bor langt de fleste af landets hjemløse.
Naalakkersuisuts definition på hjemløshed
- Hjemløshed inddeles i fire kategorier.
- Synlig hjemløshed er mennesker, der overnatter på gaden, i telte eller herberger.
- Usynlig hjemløs dækker over mennesker uden bopælsadresse, der overnatter hos venner og familie.
- Risikobetinget hjemløshed er gruppen af borgere, som er på kanten til at miste deres bolig og dermed lever i en social udsat situation.
-Funktionelt hjemløshed er mennesker, der har en bolig, men som ikke kan bo alene på grund af psykiske lidelser.
Det kan skyldes, at byerne er blevet større gennem de senere år, men ikke alle mennesker har muligheder for at skaffe bolig i byerne. Og så ender de i hjemløshed, forklarer Steven Arnfjord.
Da det er første hjemløsetælling herhjemme er det svært at sammenligne med hjemløsheden i andre arktiske lande.
Men noget tyder på, at den er højere i Grønland, fortæller Steven Arnfjord, der for tiden er på forskningsrejse i Alaska. I storbyen Anqrec i Alaska er 1.500 mennesker hjemløse ud af en befolkning på 300.000 mennesker. Og det er ikke højt sammenlignet med Grønland, hvor godt en procent af befolkningen er hjemløse.
Alligevel er den sammenligning tvivlsom, da man herhjemme har et bedre indblik i hjemløsheden, idet kommunerne registrerer, hvor mange mennesker der lever uden en bopælsadresse. Den viden er ikke nødvendigvis tilgængelig i andre lande.
- Så de opgørelser, man får fra andre lande, er alene den synlige hjemløshed. Og den tror jeg roligt, man kan gange med to eller tre for at få det reelle tal af mennesker, der lever i en sårbar boligsituation, siger Steven Arnfjord.