Drabet i blok 5: Forløb og gerningstidspunkt er stadig uklart

Anden dag i retssagen om drabet i blok 5 står på tre vidneforklaringer. Det ene af vidnerne var ejendomsassistent og var på opgave dagen før drabet måske har fundet sted - det er stadig uklart, præcist hvornår den 20-årige mistede livet.
Den 42-årige tiltalte ønsker stadig ikke at udtale sig. Foto © : KNR / Birgitte Kjeldsen
21. april 2026 10:15

Klokken ni blev der taget hul på dag nummer to i retssagen om drabet i blok 5, hvor offeret blev fundet i et depotrum i ejendommen.

Dagen står i vidnernes tegn. Tre vidner skal afgive forklaring, men først gennemgår anklageren en række DNA-erklæringer.

Klokken 9.30 afgav første vidne forklaring. Vidnet er en ældre herre, der arbejdede som ejendomsassistent i blok 4 og 5 tilbage i oktober 2024.


Vidnet forklarede, at han i begyndelsen af oktober blev sendt ud for at feje ved depotrummet. Men helt præcist hvilken dag, kan han ikke længere huske.

Han har dog forklaret til politiet, da han blev afhørt til sagen, at han var på opgaven om tirsdagen i ugen, hvor anklagemyndigheden påstår, at tiltalte har dræbt forurettede.

Ifølge anklageskriftet er drabet på den 20-årige sket mellem den 2. og 4. oktober. Ejendomsassistenten har altså været på stedet dagen før.

- Jeg så ikke noget mistænkeligt, jeg åbnede ikke døren ind til depotrummet, jeg fejede bare ude foran, forklarede den lidt ældre herre i retten.

Indtil videre er det uklart, hvordan det hele hænger sammen. Den 42-årige tiltalte ønsker stadig ikke at udtale sig. Det gjorde han heller ikke på første dag i sagen.

Beboere i blok 6 forklarer

Det andet vidne i dag er en kvindelig beboer i blok 6. Fra hendes lejlighed kan man se blok 5, fortæller hun i retten.

Onsdag den 2. oktober satte kvinden en madras til storskrald.

- Efter jeg havde sat madrassen til storskrald, opdager jeg, at den var blevet flyttet. Og to dage senere, da jeg kom hjem fra arbejde, bemærkede jeg, at to madrasser var lagt ovenpå den madras, jeg havde sat, fortæller hun i retten.

- Jeg tænkte, der var nogen, der havde spildt vin eller tegnet på den ene af de to madrasser, der var lagt oven på. Eller måske en kvinde, der var gået i fødsel på madrassen.

For på den ene af de to madrasser var der en stor rød plet, fortæller kvinden.

Det samme fortæller et andet vidne, som også er beboer i blok 6.

- Jeg så en madras ude ved affaldscontaineren ved blok 5, hvor der var blod på.

Hvordan ved du, at det er blod, spørger anklageren.

Det lignede det, svarede det kvindelige vidne nummer to i dag.

Anklageren viser et billede, som politiet har taget ved containeren, af madrasserne, men kvinden bliver usikker på, om det var sådan de lå, da hun ser billedet i retten. Men hun bekræfter, da hun ser et billede mere, at det var blod, hun så.

Vidnet kan ikke huske hvilken dag, hun ser madrasserne, men hun har forklaret til politiet, at det er mellem den 2. og 4. oktober 2024.

Kvinden bliver spurgt, om kender den tiltalte - men det gør hun ikke, og hun har heller ikke set ham før. 

Kvinden fortæller, hun så en mand, den morgen, hun også så madrasserne. Om det er tiltalte eller en anden mand, hun har set, er efter kvindens forklaring uklart. 

Yderligere tiltalt for vold

Ved dagens retsmøde skal et vidne til sagens forhold to om vold også afgive forklaring. Det sker fra Københavns Byret via video. 

Men vidnet ved ikke, hvorfor hun er indkaldt, og da anklageren fortæller hende, at hun tilbage i juli 2024 har anmeldt et forhold om vold begået mod hende, husker hun stadig ikke noget.
Damen er forvirret over det hele, og anklager Aprilia Jespersen ender med at frafalde vidnet.

- Det er min vurdering, at vi ikke får noget ud af at høre vidnets forklaring, siger hun til retten.

DNA fundet på tøj 

Da sagen igen drejer sig om forholdet om manddrab, gennemgår anklageren flere beviser i sagen. Her kommer det frem, at der blev fundet forurettedes DNA på noget af tiltaltes tøj, da han blev anholdt den 12. oktober. Hvor tungt et fund det er imod tiltalte, bliver retten klogere på i morgen, når en retsgenetiker skal vidne.