Forlist trawler: Ejnar Mikkelsen sejler nordpå for at hjælpe Knud Rasmussen
Det er endnu uvist, om den forliste trawler Polar Aassik lækker mere olie.
Derfor sender Arktisk Kommando nu endnu et skib til området omkring Qasigiannguit, hvor trawleren sank tidligere på ugen som følge af en voldsom brand.
LÆS OGSÅ Status på olieudslip: Forurening har ikke spredt sig endnu
- Inspektionsfartøjet Ejnar Mikkelsen er nu i gang med at få lastet miljøcontainere ombord i Nuuk efter at være færdig med at assistere på vaccinetogtet mod syd og er nu på vej i aften mod området, fordi det stadig er for tidligt at udelukke, at der kan komme nye olieforureninger nede fra vraget på bunden, siger fungerende chef for Arktisk Kommando, Dan B. Termansen til KNR.
Tynd dieselolie
Han fortæller, at Ejnar Mikkelsen skal hjælpe skibet Knud Rasmussen, der allerede er på stedet. Ejnar Mikkelsen får udstyr ombord, som vil kunne bruges til at inddæmme og suge olie op.
Trawleren Polar Aassik, der ejes af Polar Seafood, brød mandag aften i brand. Ondag aftes sank den cirka seks sømil sydvest for Qasigiannguits kyst, og siden har der bredt sig olieforurening i havet omkring.
LÆS OGSÅ Arktisk Kommando til fiskere nær trawler: Sig, hvis I ser olie andre steder
-Lige nu er det stadigvæk det lette dieselolie, der ligger som en meget tynd film på overfladen og ligeså stille er i gang med at fordampe, og det kan man ikke suge op med det materiel, der er, forklarer Dan B. Termansen og fortsætter:
- Ejnar Mikkelsen kommer op til området, hvor Knud Rasmussen er, og begge skibe vil blive i området, indtil vi får et bedre overblik over, hvorvidt der kommer nye olieforureninger op. Indtil videre vil det være sådan de næste par dage, og så vil vi tage stilling til situationen i starten af næste uge.
Til vands og i luften
Arktisk Kommando vil desuden sende Challenger-fly i luften for at tage billeder.
- Og de vil blive suppleret med satellitbilleder, så vi har et overblik over hele området for netop at se, hvis der dukker nye forureninger op andre steder, end der, hvor trawleren sank, fortæller Dan B. Termansen.