Forhandlingschef aner ikke, hvad der vil ske

Strandede forhandlinger mellem lærere og arbejdsgivere udfordrer den politisk ansvarliges forsikring om, at den fastlåste konflikt ikke skal gå ud over landets folkeskoleelever. Man vil gerne undgå at tage det ultimative redskab i brug, men det kan blive en mulighed.
28. marts 2012 08:44

Udsigten til at landets lærere og deres arbejdsgivere når til enighed om en ny overenskomst og arbejdstidsaftaler er igen forværret efter sammenbruddet i København, hvor man i begyndelsen af ugen måtte konstatere, at parterne stod for langt fra hinanden til at mægler Mette Christensen kunne skabe et kompromis. 

Og Selvstyrets forhandlingschef aner simpelthen ikke, hvad der nu vil ske.

- Jeg vil sige, jeg kan ikke nå et forhandlingsresultat med IMAK med de mandater, vi hver især har. Hvordan vi kommer videre afhænger af, hvad IMAKs bagland vil og gør, og hvad mit bagland vil og gør. Og hvad der besluttes der, kan jeg ikke udtale mig om - eller jeg har ingen idé om, hvad der vil ske, siger forhandlingschef Rasmus Sembach Olsen, der på vegne af Selvstyret og kommunerne har forhandlet med lærernes fagforening IMAK.

Formand Sivso Dorph er netop vendt hjem fra København for at drøfte de næste skridt med sit bagland, og han henviser til, at parterne har indgået gensidig aftale om at lade offentligheden vide mindst muligt om, hvad der er sagt, gjort og ment under de strandede forhandlinger i Danmark.

Fra Selvstyret er den politisk ansvarlige ligeledes fåmælt, men naalakkersuisoq for finanser, Maliina Abelsen, beklager og giver udtryk for ellers at have været parat til visse indrømmelser i det nu opgivede forsøg på mægling.

- Jeg kan ikke gå ind og kommentere på, hvad der er sket under mæglingsforsøget, men jeg kan bare sige, at vi sendte i hvert fald vores delegation af sted med muligheder for at give nogle indrømmelser, siger Maliina Abelsen.

Hun er nu i kontakt til borgmestrene om de næste skridt og forsikrede efter sammenbruddet, at udgangspunktet er, at ikke én eneste skoleelev må opleve at miste undervisning på grund af konflikten. Fra IMAKs side har man gjort klart, at den blokade, der forhindrer kommunerne i at ansætte nye lærere, ikke bliver ophævet, før en ny overenskomst er på plads.

Men hvordan Maliina Abelsen i samarbejde med kommunerne har tænkt sig at leve op til løftet om at sikre undervisningen er det foreløbigt svært at få svar på.

- Det her det handler om eleverne, så vi skal have fundet en løsning på den her konflikt. Jeg kan bare ikke sige, hvordan den løsning skal være, siger hun.

Det ultimative redskab bliver indtil videre i arbejdsgivernes værktøjskasse, men er ikke udelukket, lyder det fra naalakkersuisoq for finanser.

- Vi håber selvfølgelig, at vi får lejlighed til at løse konflikten på en anden måde, end et politisk lovindgreb, siger Maliina Abelsen.