Forhandlingerne kører videre med Atassut og Partii Inuit

Udsigterne til at Atassut indgår i en koalition ser gode ud, efter det borgerlige partis første møde med landets nu ledende parti, Siumut.
15. marts 2013 07:07

Også Partii Inuit ser i dag en lys fremtid forude, når det gælder samarbejde med Siumut.

Det er i hvert fald meldingerne, efter de to første partier havde taget imod Siumuts invitation til kaffe og indledende koalitionsforhandlinger.

- Vores valgkamp har vist, vi er enige på mange områder. Så vi ligger ikke fjernt fra hinanden, sagde Atasuts næstformand, Steen Lynge, på gangen i Inatsisartut. Sammen med formand Gerhardt Petersen kom han ud fra Siumuts lokaler i god tid, før Partii Inuits mødetid begyndte. Så de havde rigeligt tid til at forklare, hvad der var blevet talt om.

- Vi kom ind på nultolerancepolitikken overfor uran, rentefradrag og selvforsyning af madvarer, fortalte Steen Lynge.

Han sagde, at partierne ikke er begyndt at lægge arm for alvor endnu. På dette møde kridtede de måske kommende koalitionspartnere blot banen op.

Hvor Atasuts første snak med Siumut var hurtigt overstået, gik Partii Inut seks minutter over tid, så Demokraterne måtte vente på gangen.

Formand Nikku Olsen fortalte om første runde forhandlinger:

- Det vigtigste vi snakkede om var, den grønlandske økonomi samt styrkelse af det grønlandske folk. Det er de to emner, som vi mener er de vigtigste at gå videre med til næste forhandling.

For Partii Inuit var råstofferne også vigtige at debattere med Siumut i dag. Men han vil endnu ikke melde ud, hvad de præcis snakkede om.

Atasut bekræftede, at partiets diskussioner med Siumut også handlede om royalty-beskatning. De talte om, hvordan man kan differentiere selskabsskatten fra royalty-afgifter.

Formand Gerhardt Petersen sagde, hele erhvervsdiskussionen havde et fælles tema.

- Vi snakkede hele tiden om samfundets pengekage. Vi talte om, hvordan vi kan gøre den kage større for alle, sagde Gerhardt Petersen.