Folketingsmedlemmer jubler over undersøgelse

Både Doris Jakobsen og Sara Olsvig er tilfredse med kompromisløsningen mellem udenrigsministeren og Naalakkersuisuts formand, mens Enhedslisten fortsat kræver kommission.
Skrevet af Martine Lind Krebs
02. november 2011 11:11

Folketingsmedlem Sara Olsvig har tidligere fastslået, at hun mente, at undersøgelsen burde være et dansk anliggende. Men en DIIS-undersøgelse er bedre end ingen  undersøgelse, fastslår hun.

- Jeg synes, det er et rigtigt fint kompromis, man er nået frem til, når man tænker på, at den første udmelding vi fik, var at der ikke ville komme nogen undersøgelse overhovedet. Jeg synes stadig det havde været bedst med en kommissionsundersøgelse, men på den her måde kan vi muligvis få afdækket nogle af de her ting i den her sag, siger Sara Olsvig (IA).

Også Doris Jakobsen er godt tilfreds.

- Jeg har fra starten af drøftelserne omkring denne sag slået fast, at det ville være uacceptabelt, hvis der ikke skete yderligere undersøgelse af, hvad CIA faktisk har gjort i Grønland. Det sker nu, og for mig er det vigtige, at undersøgelsen bliver uafhængig og at den kan danne basis for en bedre beskyttelse af Grønland mod den slags negative krigsfølger i fremtiden, siger Doris Jakobsen (S).

Enhedslisten, som har været det eneste danske parti i Folketinget, der under hele forløbet har stået stejlt på kravet om en undersøgelse, er stadig ikke tilfreds og kræver fortsat en kommissionsundersøgelse.