Folketinget splittet i storskala-debat

Selv om den danske regering bakker op om storskalaloven, så er det langt fra sikkert, at de vil kunne skaffe et flertal, når Folketinget skal stemme om den undtagelse i udlændingeloven, som skal bane vejen for den nye grønlandske lovgivning.
Skrevet af Martine Lind Krebs
12. december 2012 06:44

De borgerlige partier sår nemlig tvivl om deres støtte til regeringen i denne sag. Og de kan blive tungen på vægtskålen, idet Dansk Folkeparti og Enhedslisten allerede har meldt ud, at de vil stemme nej.

De Konservatives formand Lars Barfoed siger i dag til Politiken, at selv om de normalt altid stemmer med grønlænderne, så udgør denne lov en særlig sag.

- Det er selvfølgelig problematisk at give mulighed for, at tusindvis af kinesere arbejder inden for Rigsfællesskabet på meget ringe vilkår, i forhold til hvad vi er vant til, siger han.

Heller ikke fra Venstre vil der ikke komme nogen klar udmelding, før lovforslaget ligger klar, understreger partiets nyudnævnte grønlandsordfører Gitte Lillelund Bech.

- I Venstre synes vi det er vigtigt, at man tager Rigsfællesskabet alvorligt. Jeg synes vi skal respektere, at man i Selvstyret har vedtaget storskalaloven, fordi man ser det som en nødvendig lovgivning i forhold til at få minedriften i gang hurtigt, siger hun. Partiets politiske ordfører Ellen Trane Nørby har dog udtalt, at hun ser mange problemer i den kommende særlov.

Liberal Alliance, hvis 9 stemmer kan blive afgørende, har heller ikke lagt sig fast endnu.

- Hvis loven påfører Danmark uhensigtsmæssige konsekvenser, er vi ikke parate til at sige ja, siger Simon Emil Ammitzbøl til Politiken. Han bekymrer sig for eksempel for, om kinesiske lovbrydere vil skulle optage pladsen i danske fængsler.
Hos Socialdemokraterne fastslår man, at man vil lade grønlænderne træffe beslutningen selv.

- Grønland træffer suverænt selv sine egne beslutninger på de områder, som man har hjemtaget til grønlandsk lovgivning. Og det er det, man gør i den her situation. Og al respekt for det, siger grønlandsordfører Flemming Møller Mortensen.

Og Helle Thorning kan da også regne med støtten fra de to grønlandske folketingsmandater og Sjurdur Skaale fra de færøske socialdemokrater:

- Jeg kan godt se, at der er nogle ting i det, som gør mig betænkelig. Men jeg har præcis samme grundholdning som både Sara Olsvig og Doris Jakobsen har tilkendegivet – at arbejdsmarkedspolitik er det grønlandske Selvstyres kompetenceområde, og derfor må jeg som folketingsmedlem fuldt ud respektere de beslutninger, som træffes inden for det her område af det grønlandske Selvstyre, siger Sjurdur Skaale.

Derimod er Edmund Joensen fra Sambandspartiet ikke afklaret endnu.

- Principielt kan jeg ikke lide, at man underbetaler, og jeg tror næppe, at sådan et forslag kunne gennemføres på Færøerne. Men jeg har ikke taget stilling til selve forslaget endnu. Jeg er i tænkeboks, siger han.

Indtil videre kan Helle Thorning og co. tælle 80 stemmer for en kommende særlov. Regeringen mangler således 10 mandater, som skal findes i Venstre, Konservative, Liberal Alliance og hos Edmund Joensen.