Folk på gaden: Nogle er imod - og andre har det helt ok med Lyngvild-billeder

En tur i Nuuk Center viser, at den menige mand på gaden har delte meninger om de meget omdiskuterede billeder, som den danske designer Jim Lyngvild har skabt.
Emma Petersen er meget begejstret for Jim Lyngvilds fotoserie og mener, at den er nyskabende. Foto © : Bibi Nathansen / KNR
Skrevet af Bibi Nathansen
22. februar 2022 09:47

De seneste dage har en heftig debat fyldt både på de sociale og de traditionelle medier i ind- og udland. Debatten drejer sig om den danske designer Jim Lyngvilds fotoserie for Great Greenland, hvor han viser forskellige former for sælskindsdesign.

Foto © : Jim Lyngvild

Det er blandt andet det her billede, som debatten har raset omkring. Foto: Jim Lyngvild

 

Jim Lyngvild er blandet andet blevet kaldt racist og én, der skader den grønlandske kultur på grund af billederne.

KNR tog en tur på gaden for at spørge, hvad den menige mand i Nuuk egentlig tænker om de meget omtalte billeder.

Foto © : Bibi Nathansen / KNR

Foto: Bibi Nathansen/KNR

 

Anna Olsen, 63 år:

Er det noget, der rører sig i dig, når du ser billederne?

- Jeg så de billeder første gang ved et tilfælde, da TV2 viste dem, og jeg var helt alene og helt oppe at køre, siger 63 årige Anna Olsen.

Hvorfor?

- Fordi det ikke ligner vores tøj eller vores nationaldragt eller hvad det nu er, han prøver på at finde.

Kan du forstå den røre, som de her billeder har skabt?

- Ja, det kan jeg godt forstå.

Hvorfor?

- Fordi det altid rører én, hvis det er ting, som vi har kært.

LÆS OGSÅ Fotoserie vækker harme: Jim Lyngvild overvejer at droppe udstilling i Ilulissat

Hvordan rører det dig følelsesmæssigt?

- Jeg må indrømme, at jeg blev hidsig. Det var godt, at jeg var alene hjemme. Fordi billederne skal jo vises til andre lande, så hvad vil de ikke tænke? De kender os ikke, danskerne kender os heller ikke. De kender ikke noget til, hvordan vi har vores nationaldragt på, så hvis de ser det her, så tror de måske, at vi går sådan klædt.

Nu er det en dansk designer, der har skabt de her kreationer. Havde det gjort en forskel for dig, hvis det ikke havde været en dansk designer?

- Hvis det havde set sådan ud, selv hvis det var en grønlænder, der havde lavet dem, så ville vi også blive hidsige. Det er ligemeget om det er danskere eller grønlændere.

En del af debatten går også på, at det kulturel appropriation, hvilket vil sige at man 'misbruger' en kultur, som ikke er ens egen. Synes du, at en, som ikke er grønlænder, har lov til at lave de her billeder?

- Nej, det synes jeg ikke. Det ville være bedst, hvis det var en grønlænder, der gjorde det. Det tror jeg helt bestemt. Grønlænderne ved jo, hvordan vi går klædt.

Foto © : Bibi Nathansen /KNR

Foto: Bibi Nathansen/KNR

 

Rebecka Alban, 30 år.

De har billeder, som Jim Lyngvild har taget - skaber det røre i dig?

- Jeg synes det er nogle rigtig fine billeder, og det er fedt, at der er kommet noget mere pels ind over - også for den grønlandske kultur.

De sidste dage har der været en heftig debat - kan du forstå den røre, det har skabt?

- Jeg har ikke rigtig fulgt med i debatten, men jeg har fuldt med på Jim Lyngvilds Instagramprofil. Han lægger en masse billeder op, og jeg synes, at selvfølgelig kan der skabes noget debat om det. Det er jo meget nyskabende og nytænkende, men samtidig er der også noget gammeldags inde over.

Nu er det en dansk mand, som har skabt de her billeder - ville det ændre din mening, hvis det havde været en ikke-dansk mand?

- Nej, det tror jeg ikke. Jeg synes det er rigtig flot.

En del af debatten har også handlet om, at den grønlandske kultur blev 'misbrugt'. Er det i orden, at en ikke-grønlandsk mand skaber de her billeder?

- Ja, det synes jeg. Som sagt er det nogle fine billeder, og jeg synes, at begge kulturer skal bruges til, hvad man kan bruge dem til. Det er i hvert fald min mening.

Foto © : Bibi Nathansen / KNR

Foto: Bibi Nathansen/KNR

 

Amos Nielsen, 68 år:

De billeder, som Jim Lyngvild har taget - skaber det røre i dig?

- Nej, jeg er mere betaget af dem. Han er god til at pynte, og så bruger vi jo ikke sådan noget tøj til hverdag. Jeg synes, han er dygtig, og jeg har intet imod billedene.

De sidste dage har der været en heftig debat - kan du forstå den røre, det har skabt?

- Ja, altså vi har alle forskellige holdninger. Det kan være at andre ikke er lige så dygtige og er overraskede over, hvor dygtig han er, og derfor behandler ham sådan. Jeg synes, at han er dygtig.

LÆS OGSÅ Jim Lyngvild laver kampagne til Great Greenland: Det er min gave til sælindustrien

Nu er det en dansk mand, som har skabt de her billeder - gør det noget ved din holdning, at det er en dansk designer?

- Det er en dansk designer, ja, og måske det ville have været bedre, hvis idéen var skabt her i landet. Billederne viser en meget dansk forestilling, og han ved vel godt, at vi ikke render rundt i sådan noget tøj.

En del af debatten har også handlet om, at den grønlandske kultur bliver 'misbrugt'.

- Det kan man godt sige.

Hvorfor?

- Vi, især mig, fordi jeg er vokset op i en bygd, har aldrig set sådan noget tøj blive brugt.

Foto © : Bibi Nathansen / KNR

Foto: Bibi Nathansen/KNR

 

Emma Petersen, 61 år:

De har billeder, som Jim Lyngvild har taget - skaber det røre i dig?

- Overhovedet ikke. Det er nyskabende, de er spændende og farverige. Og designeren har virkelig klaret det flot.

De sidste dage har der været en heftig debat - kan du forstå den røre, det har skabt?

- Nej, det kan jeg ikke forstå, fordi designet og opbygningen af tøjet er virkelig er flot. Designet er gennemtænkt og et kæmpe arbejde.

Nu er det en dansk mand, som har skabt de her billeder - gør det noget ved din holdning, at det er en dansk designer?

- Det ændrer ikke det mindste. Grønlændere og danskere har hørt sammen i mange år og jeg tænker, at det er ligemeget, hvem der har lavet det tøj.

En del af debatten har også handlet om, at den grønlandske kultur bliver 'misbrugt'. Er det i orden, at en ikke-grønlandsk mand skaber de her billeder?

- Ja, da. Grønlænderne er også gode til at kigge udad. Og vi kan sagtens hamle op.