Første mand får dom efter samtykkelov

I går faldt der dom i Landsretten i en sag om voldtægt. Dommen er den første, siden samtykkeloven trådte i kraft i juli 2023.
Mand dømt for voldtægt af kvinde, fordi retten ikke mente, der var givet samtykke. Foto © : KNR / Nicole Sander Bertelsen
31. januar 2025 14:40

En 36-årig mand er blevet idømt seks måneders ubetinget anstaltsanbringelse i Grønlands Landsret for en voldtægt tilbage i januar 2024.

Manden blev først dømt for voldtægten tilbage i september, da sagen var for kredsretten. Her var det Sermersooq Kredsret, der fandt frem til, at samlejet var sket uden samtykke fra kvinden, og derfor fandt de manden skyldig.

Manden ankede dommen fra kredsretten på stedet, men nu er han blevet dømt i Landsretten, fordi to ud af tre dommere i Landsretten også mente, at der ikke var samtykke.

Det skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse fredag eftermiddag.

Det er voldtægt, hvis ikke der er samtykke

Og dommen er anklager Josefine Minor Christensen, der har været anklager både i Landsretten og kredsretten, godt tilfreds med, siger hun i pressemeddelelsen.

- Jeg er tilfreds med Landsrettens resultat og med, at der nu er taget foreløbigt stilling til foranstaltningsniveauet i denne type sager.

- Dommen er et udtryk for, at der ses med stor alvor på denne type af forbrydelse, og jeg håber, at dommen sender et klart signal om, at seksuelle handlinger skal være baseret på frivillighed for alle involverede parter, da der ellers er tale om overgreb, siger hun.

Modsat tidligere, hvor der i voldtægtssager blev stillet krav om, at voldtægten skulle være sket under anvendelse af vold eller trussel om vold, betyder samtykkeloven nu, at der i sager vurderes, om der er manglende samtykke.