Første internationale fly får tilladelse til at flyve fra Qaqortoq
I dag klokken 13.45 letter det første internationale fly mod Reykjavik fra Qaqortoq lufthavn.
Det sker, efter at Trafikstyrelsen har godkendt, at lufthavnen lever op til sikkerheden for at kunne håndtere internationale flyvninger.
Det oplyser Trafikstyrelsen i en pressemeddelelse.
- Vi har gennemgået sikkerheden i Qaqortoq Lufthavn og kan konstatere, at Greenland Airports nu har tilstrækkelig driftserfaring og de nødvendige sikkerhedsprocedurer på plads til også at kunne håndtere udenrigsflyvninger fra fx Icelandair, udtaler vicedirektør i Trafikstyrelsen, Lars Korsholm.
Internationale muligheder
Lufthavnen i Qaqortoq kunne allerede den 16. april modtage det første fly med passagerer.
Tilladelsen fra Trafikstyrelsen dengang gav dog kun lov til indenrigsflyvninger, og at det kun var fly fra Air Greenland, der måtte lande i lufthavnen.
Men med den nye tilladelse kan der både lande og lette fly fra og til internationale destinationer, og så har Air Greenland ikke længere eneret til lufthavnen.
Icelandair har ifølge Ritzau, da også hele tiden haft det som deres plan, at de ville starte med at sende fly til og fra Qaqortoq i juni.
Her er det planen, at der skal tilbydes flere ugentlige flyvninger til og fra København og Keflavík.
Da lufthavnen åbnede i april, var der også stor glæde i Qaqortoq over de nye muligheder som lufthavnen gav.
- Det bliver nemmere at rejse nu. Vi regner med at tage til Danmark til december, hvor min kones farmor fylder 100 år, vi glæder os til at rejse nemmere, sagde parret Helle Nielsen og Tivi Nielsen til KNR.