FN forbereder sig på en halv million afghanske flygtninge

I værste fald vil op mod en halv million afghanere flygte ud af landet, siger vicehøjkommissær for flygtninge.
En gruppe afghanere går langs et grænsehegn mellem Afghanistan og Pakistan fredag. Foto © : AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
28. august 2021 18:20

Op mod en halv million mennesker vil flygte fra Afghanistan efter Talibans magtovertagelse. Det forbereder FN's flygtningeorganisation, UNHCR, sig i hvert fald på.

Det oplyser vicehøjkommissær for flygtninge Kelly Clements på et pressemøde fredag.

Hun appellerer til Afghanistans nabolande om at holde grænserne åbne for de afghanere, der søger i sikkerhed.

- Vi har endnu ikke set afghanere søge ud af landet i stort antal, men situationen i Afghanistan har udviklet sig hurtigere, end nogen forventede, siger Clements ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Vi forbereder os på omkring 500.000 nye flygtninge i regionen. Det er det værste scenarie.

Hun tilføjer, at der endnu ikke er set store grupper af flygtninge ved grænseovergangene til nabolandene Iran og Pakistan.

I forvejen bor omkring 5,2 millioner afghanere i nabolandene. Det oplyser UNHCR ifølge nyhedsbureauet dpa.

Ni ud af ti afghanske flygtninge og migranter befinder sig i Iran og Pakistan. Resten har især søgt til Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan.