Flyforsinkelser: GM-favorithold er snart på vej til Ilulissat

Dårligt vejr har forsinket B-67 fra Nuuk. Men nu splitter holdet sig op for at komme afsted.
B-67 splitter sig op og flyver af to omgange. Foto © : Patrick Frederiksen
08. august 2022 14:53

Fodboldfavoritterne B-67 fra Nuuk nåede ikke til Ilulissat i går. De skulle ellers stå klar til GM-kamp i dag.

Det skyldes dårlige vejrforhold over Nuuk, som skabte kaos i flytrafikken i fredags og hen over weekenden.

Men nu ser det ud til at B-67 kommer på vingerne. Holdet har billetter til i morgen tidlig, men har nu fået muligheden for at splitte sig op, så nogle kommer afsted allerede i dag.

LÆS OGSÅ Fodbold-GM ramt af trafikkaos - favorit er ikke kommet afsted

- Vi har været forbi Air Greenland for at høre, om der var ledige pladser, så vi kunne deles op. Så vi har været så heldige at få ni pladser i dag, og så rejser de resterende i morgen, siger Patrick Frederiksen, anfører for B-67.

Kampprogram for indledende kampe ved fodbold GM

Mandag 8. august:
Kl 15.00 IT-79 - G-44
Kl 17.00 K-33 - SAK
Kl 19.00 Nagdlúnguak - UB-83

Tirsdag 9. august:
Kl 13.00 IT-79 - K-33
Kl 15.00 B-67 - UB-83
Kl 17.00 G-44 - SAK
Kl 19.00 Nagdlúnguak - T-41

Onsdag 10. august:
Kl 13.00 IT-79 - SAK
Kl 15.00 UB-83 - T-41
Kl 17.00 G-44 - K-33
Kl 19.00 Nagdlúnguak - B-67

Torsdag 11. august
Kl 13.00 B-67 - T-41

Fredag 12. august
Semifinaler

Lørdag 13. august
Finaledag

Kampplanen er blevet ændret for at imødekomme B-67's forsinkelse. Dermed er den kamp, de skulle spille i dag, rykket til torsdag, som egentlig skulle være hviledag. I morgen skal de spille mod UB-83 fra Upernavik som planlagt.

Bruge tid med familien

Selvom forsinkelsen ikke får de store konsekvenser, så er holdet stadig trætte af at være fanget i Nuuk i dag.

- Det er selvfølgelig ærgerligt. Vi kunne godt tænke os at være med fra starten, og spille på førstedagen, men det er jo det, der sker. Nogle gange er der udfordringer med at rejse, og så skal man være fleksibel og være klar til at kunne stille om, siger Patrick Frederiksen.

Holdet har valgt at bruge ventetiden i dag sammen med familien. Der havde egentlig været planer om en svømmehalstur, men eftersom at nogle af spillerne allerede kommer afsted i dag, så blev det ikke til noget.

- Vi har fået de her pladser, så jeg tror, at den sidste tid bliver med familien, og så gør man sig klar, hvis man pludselig skal rejse, siger Patrick Frederiksen.

Kunne risikere at blive taberdømt

Som alle ved, kan flytrafikken kan godt drille. Så der er ingen garanti for, at B-67 spiller i morgen, før hele holdet står klar i Ilulissat.

Skulle det værste ske, at holdet igen bliver forsinket, kan det få konsekvenser for B-67's placering i turneringen.

- Hvis vi ikke kommer afsted som planlagt, så vil vi nok blive taberdømt i nogle af kampene, fordi man ikke vil kunne rykke de andres kampe. De andre hold har jo også faste billetter hjem, siger Patrick Frederiksen.

Og et par taberdømte kampe ville sætte en kæp i hjulet for favoritholdets finalechancer.

- Det ville skabe store udforinger, for så ville chancen for at kvalificere sig til semifinalerne nok være mindre, siger Patrick Frederiksen.

Men hvis alt går efter planen, står B-67 klar til at spille deres første kamp i Ilulissat i morgen.

KNR-TV og radio sender direkte fra fodbold GM.