Flertal vil lade borgere stille forslag i Folketinget

I Danmark er en bred samling af partier gået sammen om et beslutningsforslag, der skal lade borgere komme til orde i Folketinget, hvis de kan opnå 50.000 underskrivere for et forslag.
Foto © : Simon Uldum
Skrevet af Inge S. Rasmussen
11. april 2016 11:15

Kan en borger det, skal vedkommende kunne stille beslutningsforslag direkte til Folketinget. Aftalen er støttet af Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance, Alternativet, De Radikale, SF og De Konservative.

Ifølge politisk ordfører for Alternativet Rasmus Nordqvist har partierne diskuteret forslaget siden efteråret.

- Vi har arbejdet meget med, hvordan man kan forny den politiske kultur, og hvordan man kan skabe mere borgerinddragelse. Det har givet ekko hos flere andre partier.

- Det kommer selvfølgelig ikke til at løse de problemer, der er i forhold til at få langt flere inddraget i vores demokrati. Men det er et skridt på vejen, siger Rasmus Nordqvist.