Rapport: Flertal af grønlandske studerende i Danmark oplever diskrimination
Fordomme, diskrimination og udelukkelse af fællesskabet.
Det er nogle af de oplevelser, som grønlandske studerende i Danmark oplever. Det viser en ny rapport fra Institut for Menneskerettigheder i Danmark.
Rapporten baserer sig på en spørgeskemaundersøgelse, som er blevet sendt ud til 510 grønlandske studerende i Danmark.
147 grønlandske studerende har i december 2022 besvaret spørgeskemaet. Det svarer til en svarprocent på 29 procent.
Rapporten viser blandt andet, at hver femte af de, som har besvaret undersøgelsen, inden for det seneste år har oplevet negativ forskelsbehandling. Det er for eksempel sket i forbindelse med praktik- eller jobsøgning eller ved at blive udelukket fra gruppearbejde.
Andre grønlandske studerende har oplevet dårlig behandling af deres underviser.
- En lærer sagde i klassen, at grønlændere er alkoholikere, mens han kiggede på mig. Det skete, da vi snakkede om oprindelige folk i Amerika, Canada og Grønland, lyder et svar i undersøgelsen fra en grønlandsk studerende.
Institut for Menneskerettigheder i Danmark kommer i rapporten med en række anbefalinger. En af dem er, at Børne- og Undervisningsministeriet i Danmark indfører mere undervisning i den danske folkeskole om det moderne Grønland.