Flere unge i efterværn
I alt 39 unge har det seneste år fået støtte gennem efterværk i Kommuneqarfik Sermersooq.
En indsats, der skal styrke unges overgang til voksenlivet, som ofte er præget af utryghed og store krav efter en opvækst i social udsathed eller anbringelse uden for hjemmet.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
- Mange af de unge, vi møder, har brug for at få lov at være unge lidt længere – selvom de på papiret er voksne. De har måske ikke haft mulighed for at lære basale ting som at betale regninger eller planlægge hverdagen.
- Her træder vi til og støtter dem på vej – altid i øjenhøjde og med respekt for, hvor de er i livet, fortæller en fagperson fra efterværnsteamet i pressemeddelelsen.
Tryghed giver de unge livsmod
Af de 39 unge der har modtaget støtte, er 14 af efterværnsforløbne nu afsluttet. Og flere af dem er nu i fast arbejde, under uddannelse eller i egen bolig.
Men efterværn handler ikke kun om praktisk støtte, men også om tryghed og gode relationer, som er med til at styrke de unges selvstændighed og livsmod.
Og kommunens fagpersoner oplever også hvordan de unge får troen på sig selv igen, opbygger et netværk og tager ansvar for deres liv, når de bliver hjulpet på vej i den svære overgang til voksenlivet.
- Når en ung fortæller, at støtten har givet mod til at tage en uddannelse og tro på sig selv, ved vi, at indsatsen virker, fortæller fagchef Maliina Junge Jørgensen i pressemeddelelsen.
En af de unge, som snart afslutter sit forløb fortæller, hvordan den ekstra støtte har givet redskaberne til at blive mere selvstændig på en god og tryg måde. Med en voksen af læne sig op ad.
- Jeg har fået mange redskaber til at håndtere de udfordringer, der følger med at blive voksen. Jeg har også lært at tænke på en sundere måde, haft gode samtaler og fået indsigter, som jeg kan bruge i fremtiden.
Kommunen vil styrke efterværnsindsatsen
Kommuneqarfik Sermersooq har til hensigt løbende at styrke kvaliteten og effektiviteten af efterværnsindsatsen for at sikre, at unge i sårbare positioner får den bedst mulige støtte på vejen mod et selvstændigt liv.
- Vi skal huske at anerkende det store arbejde, fagpersonerne gør hver dag – uden deres indsats ville de unge ikke opleve den tryghed, som gør efterværn til en investering, vi som samfund ikke har råd til at undvære, siger fagchef Maliina Junge Jørgensen.