Flere test til børnehave børn

For at få optimalt udbytte af landets folkeskoler, skal børn allerede i daginstitutionsalderen fra næste år, stimuleres og forberedes til at modtage undervisning.
Skrevet af Mads Ullerup
04. oktober 2012 12:36

Sådan lyder essensen i et af de forslag som medlemmerne af Inatsisartut skulle tage stilling til i Landstingssalen i går.

Naalakkersuisoq for uddannelse Palle Christiansen forklarer her, hvordan man fremover har tænkte sig at lette overgangen fra leg i børnehaven til penalhus og matematikbøger i folkeskolen.

- Vi har lavet nogle tests som de skal igennem på forskellige tidspunkter, mens de går i børnehave. Det man så kan se ud fra de tests, er om de kan genkende nogle ting og huske, hvad de hedder. Det gør vi for at se, hvor meget de egenligt kan have inde mellem ørerne på det her tidspunkt, og så er der en skala, der viser, hvordan udviklingen har været, og om der nogle steder, hvor det enkelte barn skal stimuleres lidt mere, siger Palle Christansen.

Hans forslag mødte i går bred opbakning i Landstingssalen.

- Vi støtter forslaget fuldt ud og synes det er et godt initiativ, siger Siumuts Aleqa Hammond, der dog gerne vil have vished for at kommunerne ikke bliver pålagt en opgave, som der ikke følger midler med til at løse.

Ifølge forslaget skal der eksempelvis aflægges fire årlige kontrolbesøg hos den enkelte daginstitution for at sikre kvaliteten af indsatsen. Men Aleqa Hammond frygter, at regningen for kontrolbesøgene havner hos kommunerne.

- I den her sag har vi ikke kunnet se, at der er afsat nok midler til, at kommunerne kan leve op til de strengere krav. Vi skal have en lovgivning, som er mulig at følge både økonomisk og ressourcemæssigt, siger Aleqa Hammond.

Palle Christiansen beroliger til gengæld med, at det ikke kræver den store indsats at implementere den nye førskoleindsats.

- Vi har været ude i nogle af de institutioner, som har prøvet det, og de relativt lette at bruge de her tests, og personalet har meldt positivt tilbage, så det er sådan set bare at få det implemeteret i de øvrige daginstitutioner, siger Palle Christiansen.

Knud Kristiansen fra Atassut støttede i går op om forslaget, men udtrykte samtidig sin bekymring for, at forholdene i yderdistrikterne vil gøre det svært at leve op til kravene i lovforslaget.

Og Knud Fleischer fra Kattusseqatigiit Partiiat benyttede lejligheden på gårsdagens ordførerrunde til at foreslå, at man eventuelt bør overveje muligheden for at genindføre børnehaveklassetrinet i folkeskolen.

Forslaget er nu sendt videre til behandling i udvalget for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke.