Festivalnatten i Nuuk endte fredeligt: - Det er gået meget bedre

Efter fredagens travlhed kunne politiet i nat nøjes med mindre sager – dog tre sigtelser for spirituskørsel og en anmeldelse om vold.
Skrevet af Markus Valentin
05. oktober 2025 11:59

Hvor natten til lørdag havde været "vanvittig travl" for politiet i Nuuk, så var det langt mere rolig i går.

Det fortæller vagtchefen for Grønlands Politi, Heini Jacobsen.

- Det er gået meget bedre end forrige nat. Der har selvfølgelig været de almindelige ting som nogle berusere. Men ikke hvor der har været anholdelser eller vildskab.

Alligevel har der været tre tilfælde af spirituskørsel i landets hovedstad - alle efter Akisuanerit Festival slukkede musikken.

Slutteligt blev politiet kaldt ud til en enkelt sag om vold i Nuuk.

- Klokken halv fem fik vi en anmeldelse om vold, hvor en person var blevet slået. I den forbindelse har vi en idé om, hvem gerningsmanden skulle være, så det arbejder vi på i dag, oplyser Heini Jacobsen.

Tyveri i bygd

Det var ikke kun i Nuuk, at politiet blev sendt på opgave klokken fire.

For samtidig med beruserne i Nuuk begav et antal gerningsmænd sig ud for at begå tyveri i Qasigiannguit.

- Der været indbrud i butikken Easy2go. I den forbindelse har vi sigtet nogle personer. Men jeg kan ikke give det præcise antal, fortæller vagtchefen.