Flere henvender sig til Tilioq
Handicaptalsmandsinstitution Tilioq har eksisteret i godt to år. Tilioqs opgave er at skabe bedre vilkår for handicappede i Grønland, og så vejleder talsmanden borgere om alt fra rettigheder til sagsbehandling.
Og de seneste tal fra Tilioqs årsrapport viser, at flere og flere borgere henvender sig til handicaptalsmanden.
LÆS OGSÅ Grønlands første handicaptalsmand udpeget
Fra 2018 til 2019 er antallet af henvendelser steget fra 135 til 209, fortæller handicaptalsmand Christina Johnsen.
- Vi kan se, at vi får allerflest henvendelser vedrørende den kommunale sagsbehandling, hvor borgerne søger om enten hjælpemidler, støttepersontimer eller andet, hvor det primært er kommunen, der kan hjælpe til med.
- Og dér oplever borgerne meget lange sagsbehandlingstider, som de bliver meget frustreret over, og det henvender sig til os om, siger Christina Johnsen.
LÆS OGSÅ De lange sagsbehandlingstider kan knække mennesker
Og det er ikke kun personer med handicap, som henvender sig med spørgsmål.
- Over halvdelen af de henvendelser, vi modtager, det er fra pårørende af personer med handicap. Det kan være forældre, søskende, ægtefæller eller anden nærtstående person. Cirka en tredjedel af henvendelserne er fra personer, der selv har et handicap.
- Derudover er der en lille gruppe af dem, vi kalder fagpersoner. Det kan være en lærer, støtteperson, en hjælper af en art eller en politiker, der spørger om nogle tal, fakta eller data, fortæller Christine Johnsen.
Tilioq er en enhed under Selvstyret, som har fået bevilget en million kroner mere end i 2018, hvor Tilioq startede.
LÆS OGSÅ Handicaptalsmand: Dybt utilfredsstillende rejseforhold for handicappede
Det har betydet, at Tilioq har kunnet ansætte endnu en medarbejder, så der er fire ansatte. Derudover har Tilioq også haft råd til at rejse rundt i landet, hvilket der kom en længere rapport ud af om forholdene for handicappede i hele landet.
Og netop at opbygge viden på området har været en af de største udfordringer for Tilioq, fortæller handicaptalsmand Christina Johnsen.
- Vi har brugt enorm meget tid på at indsamle og opbygge vores vidensbank, fordi der er ikke så meget struktureret data eller tal om handicapområdet. Vi har i hvert fald noget meget mere at vide fra da vi åbnede i februar 2018, som gør, at vi kan sætte noget mere ind overfor de forskellige problemer, vi ser, siger handicaptalsmand, Christina Johnsen.