Flere af de offentlige selskaber lever ikke op til ligestillingsloven

Syv år efter ligestillingsloven blev vedtaget af et flertal i Inatsisartut, lever adskillige af de offentligt ejede selskaber stadig ikke op til loven. Det gælder bl.a. Illuut og Kalaallit Airports.
- Jeg synes, at det er under al kritik, at dem, der laver lovgivningen, selv bryder loven, siger formand i Ligestillingsrådet, Kathrine Bødker. Foto © : KNR/Anton Gundersen Lihn
Skrevet af Mathies Hvid Toft
16. november 2020 06:07

I loven står det sort på hvidt.

Der må højst være ét medlem mere af det ene køn end det andet i de offentligt ejede selskaber.

Sådan ser virkeligheden bare ikke ud i syv af Selvstyrets 14 aktieselskaber.

Det sender et signal til samfundet om, at den her lovgivning ikke er vigtig, siger Kathrine Bødker, formand for Ligestillingsrådet.

Det drejer sig om Visit Greenland, Tele Greenland, Air Greenland, Royal Greenland, Kalaallit Airports, Illuut og Royal Arctic Line, viser en optælling foretaget af KNR.

Ifølge formandens departement har Naalakkersuisut kun ansvaret for de selskaber, hvor der ikke er medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer. Det gælder otte selskaber, heraf lever tre ikke op til ligestillingsloven.

Illuut, Kalaallit Airports og Visit Greenland. Det møder hård kritik fra formand i Ligestillingsrådet, Kathrine Bødker.

- Jeg synes, at det er under al kritik, at dem, der laver lovgivningen, selv bryder loven. Jeg kan ikke forstå, at det overhovedet er muligt, og at de får lov til at gøre det gang på gang, siger hun.

LÆS OGSÅ Omrokeringer i Selvstyrets selskaber

- Det sender et signal til samfundet om, at ligestilling ikke er et fokusområde. Det sender et signal til samfundet om, at den her lovgivning ikke er vigtig, og at det er en "proforma lov", siger Kathrine Bødker videre.

Værst ser det ud i Illuut, hvor der ikke er en eneste kvinde i bestyrelsen, og derved er kun det ene køn repræsenteret.

Kim Kielsen vil ikke udtale sig

Det er Naalakkersuisut, der står for at sammensætte bestyrelserne i de selvstyreejede virksomheder. Ansvaret er placeret i formandens departement hos Kim Kielsen (S).

Her er KNR's spørgsmål
  • KNR ville gerne have spurgt om, hvorfor Naalakkersuisut ikke lever op til lovgivningen på ligestillingsområdet.
     
  • Hvordan Kim Kielsen forholder sig til Ligestillingsrådet kritik. Om han vil ændre på bestyrelsernes sammensætning, så de lever op til grønlandsk lov.
     
  • Hvilke udfordringer det eventuelt giver at skulle sammensætte bestyrelserne, så de lever op til lovgivningen om ligestilling.

KNR har over flere dage forsøgt at få et interview med Kim Kielsen og Bestyrelsessekretariatet, som står for at indstille bestyrelseskandidater.

Hverken repræsentanter for bestyrelsessekretariatet eller Kim Kielsen ønsker dog at stille op til et interview.

Senest torsdag er der foretaget ændringer i flere af aktieselskaberne. Men heller ikke denne gang blev der foretaget ændringer, som ændrer på kønsfordelingen.

Der er brug for oplysning omkring ligestilling

Ligestillingsrådet efterlyser mere engagement fra Naalakkersuisusts side i ligestillingsdebatten, blandt andet i forhold til ligestillingsloven.

LÆS OGSÅ Formand for Ligestillingsrådet: Vi skal bryde tabuet om sexchikane

- Ligestillingsrådet har siden, at ligestillingsloven kom i 2013, ønsket, at Naalakkersuisut lavede noget oplysning omkring både lovgivning og vejledning til, hvordan man så også bruger lovgivningen. Men det har vi aldrig set noget af, siger hun.

KNR’s gennemgang af de offentligt ejede virksomheders bestyrelser viser, at den eneste bestyrelse, hvor der er flere kvinder end mænd, er i Visit Greenland. Her tipper fordelingen dog for meget, da fire ud af seks bestyrelsesmedlemmer er kvinder.

Du kan læse ligestillingsloven ved at klikke HER.

Opdateret: I første udgave af artiklen fremgik det, at fem af Selvstyrets 14 selskaber ikke levede op til ligestillingslovens krav om kønsfordeling. Det er syv af de 14 selskaber. I første udgave fremgik det, at Naalakkersuisut havde ansvaret for kønsfordelingen i alle selskaberne. Det mener Naalakkersuisut ikke. Naalakkersuisut har ansvaret i 8 af selskaberne, hvoraf tre ikke lever op til ligestillingsloven krav om kønssammensætning i bestyrelserne.