Fiskerne siger nej til EU-medlemskab

Grønland skal ikke igen være medlem af EU, i hvert fald ikke, hvis man spørger fanger- og fiskerorganisationen KNAPK.
Foto © : Thijs ter Haar/Flickr Creative Commons
Skrevet af Jonas Fievé
07. juni 2016 05:14

Udmeldingen kommer efter, at Henrik Leth, som både er bestyrelsesformand for Polar Seafood og formand for Grønlands Erhverv, i avisen AG gav udtryk for, at Grønland netop burde overveje at melde sig ind i EU igen.

Læs også Leth vil have os til at genoverveje EU-medlemsskab

Men i en pressemeddelelse stiller fanger- og fiskerorganisationen sig undrende overfor den udmelding, da de fremhæver, at Henrik Leth gennem tre år har sagt om samarbejdsaftalen med EU, at det bedste ville være for Grønland, hvis de grønlandske fiskere selv fisker de kvoter, som nu gives til EU.

KNAPK fremhæver derfor, at de som organisation ikke ville kunne acceptere, hvis EU får myndighed overs landets kystnære fiskebestande såvel som kvoterne for de havgående fartøjer.