Fiskerne sender aben videre

Formanden for KNAPK Leif Fontaine erkender, at fiskeri-debatten har været hård, men mener til gengæld ikke, at kritikken fra Kuupik Kleist er rettet mod fiskerne.
Skrevet af Mads Ullerup
03. januar 2012 06:24

Fiskeridebatten var alt for hård sidste år og den skal blive langt mere sober i det nye år.

Det gjorde formanden for Naalakkersuisut Kuupik Kleist i aftes opmærksom på i sin nytårstale.

- "Der er nok ikke nogen, der er i tvivl om, at de sidste par års debat om omstrukturering af fiskeriet har været en meget barsk omgang. Og den debat der har udfoldet sig omkring fiskeriets fremtid har haft en karakter, som jeg ikke tror man har hørt før i grønlandsk politik", sagde Kuupik Kleist i sin nytårstale.

Formanden for KNAPK Leif Fontaine erkender, at debatten har været hård, men mener til gengæld ikke, at kritikken fra Kuupik Kleist er rettet mod fiskerne.

- Den er plantet på oppositionen, det er jeg helt overbevist om, siger Leif Fontaine.

Leif Fontaine vedkender, at enkelte fiskere har brugt en lidt for hård retorik i fiskeridebatten sidste år. Men det har ikke været uden grund, påpeger han.

- Det er på grund af de nye bestemmelser i fiskeriloven. Den nye fiskerilov er bestemt ikke fiskernes kop the. Når man ophæver den såkaldte "gummistøvleparagraf", så frygter fiskerne at blive presset ud af deres erhverv til fordel for pengemænd, der har råd til at investere i flåden. Så det er meget forståeligt, at fiskerne lavede store protester og demonstrationer, siger Leif Fontaine.

KNAPK´s formand understreger dog, at man fra organisationens side kun ønsker et godt samarbejde med Naalakkersuisut i fremtiden.