Fiskeri-departementet vil forbyde fritidsfiskeri af laks

Departementet har sendt en ny plan for laksefiskeriet i høring. Her foreslår man at forbyde fritidsfiskere at smide snøren eller garnet i vandet efter laksen. Forslaget gør det svært for fritidsfisker at lave forråd til vinter.
26. juni 2015 09:47

Det kan være slut med fritidsfiskeri af laks i hele Grønland.

Naalakkersuisuts departement for fangt, fiskeri og landbrug har sendt en ny lakseplan i høring, der vil forbyde fritidsfiskere at smide snøren eller garnet i vandet efter laksen. Det skal fremover kun være erhvervsfiskere, der må det fiske laks til salg og privatforbrug.

Fritidsfisker Jonas Tobiassen fra Nuuk ærgrer sig over planerne. Han plejer at sejle til Killuut Iluat, lidt syd for Nuuk, for at sætte garn. Det gør han hvert år sammen med sin familie. Men den tradition kan være slut.

- Det vil være ærgerligt, hvis vi ikke længere må fange laks. Det er det, fordi vi som mange andre sørger for at have forråd til vinteren, som vi har tradition for. Nu får vi måske ikke længere mulighed for det. Det ærgrer mig, og jeg er lidt betænkeligt ved det, siger han.

 

Også planer om stop for indhandling i Nuuk

Lakseplanen kommer efter, at Grønland har bundet sig til en forvaltningsaftale om laksfiskeriet med NASCO, der er en nordatlantisk organisation, der værner om laksen. Her har man lavet en aftale der gælder tre år og indebærer forbedret kontrol og rapportering med laksefiskeriet, samt en laksekvote på 45 tons. Det viser høringspapiret, som KNR er i besiddelse af.

I høringen til lakseplanen - som er sendt ud til fiskerirådets medlemmer - står der blandt andet, at man vil udelukke fritidsfiskere og kun tillade erhvervsfiskere at fiske efter laks til eget forbrug samt salg og landing. Samtidig skal der være stop for indhandling i Nuuk.

Planen for det fremtidige laksefiskeri skal efter planen træde i kraft, når fiskerisæsonen starter d. 15. august. Naalakkersuisut skal dog først godkende planen. Naalakkersuisut har endnu ikke fået forelagt planen, oplyser departementets afdelingschef Emanuel Rosing.

Han ønsker sig ellers ikke at udtale sig i sagen. KNR vil ellers gerne høre argumentet bag forslaget og hvordan man vil håndhæve et eventuelt forbud.