Fiskere om skudepisode: - Vi fik et chok, da braget lød

En tilsyneladende fredelig fisketur i fredags udviklede sig dramatisk for tre fiskere fra Maniitsoq, da de var i færd med at tjekke deres bundgarn, som var kommet for tæt på nogle isskosser. Episoden skete nær Kapisillit.
- Pludselig lød der et stort brag. Vi fik et chok, fortæller den ene af de tre skippere, Isak Lyberth.
De tre skippere så efterfølgende, at det høje brag kom fra et skud.
- Skuddet ramte vores garnbøje, siger Isak Lyberth, og peger på et hul i den punkterede orange bøje.
Fiskerne havde før episoden set en stor yacht, som lå for anker i området. De tre skippere havde inden skuddet bemærket, at der stod en gruppe mennesker inde på kysten, som de troede var i gang med at fotografere. De tænkte, at gruppen af mennesker var turister ombord på yachten.
Men efter skuddet lød, blev de overbevist om, at det blev affyret fra den lille gruppe af mennesker. Der var nemlig ingen andre mennesker omkring dem, der kunne have affyret skud, siger Isak Lyberth.

KNR kan ved hjælp af Shipatlas – som er en side, der viser skibsfartøjers lokation samt tidligere lokationer – bekræfte, at yachten var nær Kapisillit på det pågældende tidspunkt. Det er en russisk-ejet yacht, der bliver brugt til at sejle turister rundt.
Der er tale om en 252 fods lang ekspeditionsyacht, som er udstyret med både helikoptere, undervandsbåd og eget hospital.
Fiskerne befandt sig ombord på en 48 fods kutter, da hændelsen fandt sted.

Grønlands Politi bekræfter over for KNR, at der er indledt en efterforskning på skudepisoden, men ønsker ikke at kommentere yderligere på de konkrete omstændigheder, så længe sagen efterforskes.
Det har ikke været muligt for KNR at verificere, hvor skuddet mod bøjen kom fra.
Målskydning med riffel
Selvom ekspeditionsyachten er russisk-ejet, var det det bulgarske charterselskab, Nova Yachts and Expeditions, der stod for sejladsen med turister på det pågældende tidspunkt. Selskabet arrangerer ekspeditioner blandt andet i Grønland.
KNR har forelagt fiskernes beretning for selskabet. Direktør for Nova Yachts and Expeditions, Lionel Pradines, bekræfter, at nogle turister, der sejlede med yachten, har affyret skud. Han forklarer hændelsen i et skriftligt svar til KNR:
- Fredag den 9. maj 2025 forlod nogle gæster båden for at deltage i aktiviteter på land, herunder målskydning med riffel arrangeret af en lokal virksomhed. En af gæsterne ønskede at prøve langdistanceskydning.
- Før skydningen kontrollerede instruktøren området, da en fiskerbåd tidligere havde passeret. Da han var sikker på, at området var fuldstændigt frit – og da båden ifølge vores digitale optagelser befandt sig mindst to kilometer væk – tillod han ét enkelt skud.
- Det er muligt, at skuddet ramte en fiske-bøje, men dette kan ikke bekræftes. Skuddet var under ingen omstændigheder tilsigtet at ramme noget andet end målet, skriver Lionel Pradines.
Han oplyser samtidig, at skudeepisoden fandt sted under ansvar af en lokal turistoperatør. Derfor mener han ikke, at yachten har ansvar for aktiviteter på land.
- Jeg har forståelse for fiskernes bekymringer og den utryghed, hændelsen kan have skabt. Men da fartøjet ikke var involveret, bør det heller ikke holdes ansvarligt for episoden, skriver Lionel Pradines.
KNR har forsøgt at forelægge fiskerne og Lionel Pradines påstande for den pågældende turistoperatør, der havde arrangeret aktiviteten med målskydning, men det har ikke været muligt.