Fisker håber stadig på hjælpepakke: Det er hårdt lige nu

En fisker fra Qeqertarsuaq er ikke enig med Økonomisk Råds vurdering af hjælpepakker til fiskeriet og afviser corona-hjælp i form af lån.
johannes mølgaard
Økonomisk Råds formandskab har foreslået, at Naalakkersuisut i stedet gav lån til de hårdest ramte fiskere, som så kunne betale pengene tilbage. Men det vil ikke være fair, mener en fisker i Qeqertarsuaq. Foto © : Privatfoto
24. september 2020 11:12

Coronapandemien hærger stadig, og det har sat sine spor på fiskepriserne og eksportværdien af fisk. Begge er raslet ned i løbet af årets første syv måneder ifølge Grønlands statistik.

Men støtte i form af hjælpepakker til fiskeriet bør undgås, da det flytter risikoen fra erhvervslivet over i landskassen.

Sådan lyder vurderingen fra Økonomisk Råds formand Torben M. Andersen.

LÆS OGSÅ KNAPK-formand i angreb på Økonomisk Råd: Det kræver en politisk reaktion

Men den udmelding er det ikke alle, der tager lige godt imod. KNR har talt med Johannes Mølgaard, der er fisker og formand i KNAPK's lokalafdeling i Qeqertarsuaq.

- Det har haft stor indvirkning på alle os fiskere, at prisen er gået ned på fisk. Det er lige meget, om det er hellefisk, torsk, krabber eller rejer - de er alle sammen gået ned. Det er hårdt at være fisker lige nu, siger Johannes Mølgaard.

Afviser hjælp i form af lån

Torben M. Andersen har foreslået, at Naalakkersuisut i stedet gav lån til de hårdest ramte fiskere, som så kunne betale pengene tilbage.

Men det vil ikke være fair, mener Johannes Mølgaard.

- Vi kan ikke acceptere, at hjælpen gives som et lån. Hvis turistaktører kan får hjælp uden lån, så bør fiskerne også få det samme, siger han.

I KNAPK' øverste ledelse er der heller ikke tilfredshed at spore, når man spørger ind til Økonomisk Råds vurdering.

Fisker- og fangerorganisationens formand, Henrik Sandgreen, har fremført overfor KNR, at Naalakkersuisut ligefrem bør overveje, om man skulle sammensætte et nyt formandskab i Økonomisk Råd.

- Jeg synes, at hvis man skal fremsætte samfundets vigtigste finansierings- og aktivitetskilder så uvigtigt, så skal der fra politisk side reageres stærkt på det, lyder det fra Henrik Sandgreen.

LÆS OGSÅ Økonomisk Råd vurderer: Fiskeristøtte bør undgås

KNR har haft en interview-aftale med naalakkersuisoq for Erhverv, Jens-Frederik Nielsen, der lige nu sidder og forhandler om hjælpepakken.

Han har dog valgt at aflyse uden at forklare hvorfor.