Økonomisk Råd vurderer: Fiskeristøtte bør undgås

Naalakkersuisut og fiskeerhvervet forhandler i øjeblikket om en hjælpepakke til fiskeriet, men planerne er ikke hensigtsmæssige, lyder den økonomiske vurdering.
Foto © : Royal Greenland
23. september 2020 05:39

Opdateret onsdag klokken 12:20 med at naalakkersuisoq for erhverv Jens-Frederik Nielsen nægter at stille op til interview på trods af en aftale om et interview. Jens-Frederik Nielsen vil heller ikke sige, hvorfor han ikke vil svare på spørgsmål.

Fiskepriserne er faldet markant i år på grund af den økonomiske krise, der er kommet i kølvandet på coronavirussen.

Erhvervsdepartementet og fiskeerhvervet er derfor i gang med en hjælpepakke til nødlidende fiskere, som rammes af de dalende priser.

Foto © : KNR - Foto: Ane-Marie Petersen

Men planerne om økonomisk støtte til fiskeriet bør genovervejes, vurderer Økonomisk Råd, fordi man dermed flytter risikoen fra erhvervslivet over i landskassen.

- Det sætter en ny standard. Hvis det går dårligt, så kommer landskassen ind og kompenserer, og det betyder, at man flytter rigtig meget risiko over i landskassen, siger Torben M. Andersen, formand for Økonomisk Råd.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut søsætter hjælpepakke til fiskeriet

Rådet vurderer, at hjælpepakkerne til turisme- og transportsektoren har hjulpet virksomheder gennem de nedlukninger, som Naalakkersuisut har gennemført i løbet af året.

Men forskellen fra disse hjælpepakker og en eventuel hjælpepakke til fiskeriet er, at fiskeriet ikke har været ramt af Naalakkersuisuts beslutning om at lukke landet ned.

Fiskeriet er i stedet ramt af faldende fiskepriser, som er en reaktion på en global økonomisk krise. Naalakkersuisut bør derfor overveje grundigt, om det er en god idé at stikke penge ud til fiskerne, vurderer Økonomisk Råd.

Covid-19 pandemien har ført til lukkede spisesteder og en massiv nedgang i antallet af folk, der spiser på restauranter.

Restauranter i store dele af verden køber fisk fra Grønland.

 

Det har ført til, at særligt prisen på rejer og torsk er svømmet mod bunden.

 

Så meget er kilopriserne faldet:
 

I årets første syv måneder er kiloprisen på de vigtigste arter faldet sammenlignet med samme periode sidste år.
 

  • Kiloprisen på rejer er faldet med 11,3 procent.
  • Kiloprisen på torsk er faldet med 10,1 procent
  • Kiloprisen på hellefisk er faldet med 6,1 procent.

 

Tal fra Grønlands Statistik viser, at eksportværdien faldt med 129 millioner kroner fra januar til juli i år sammenlignet med eksportværdien i samme periode året før.

Det svarer til et fald på 4,7 procent.

Kilde: Grønlands Statistik.

- Der har altid været gode og dårlige økonomiske tider, som har trukket fiskepriserne ned, og der har man jo ikke gjort den slags ting (lavet hjælpepakker, red). Nu kommer det i en situation, hvor der er nogle erhverv, der får hjælpepakker, fordi man har lavet deciderede nedlukninger og begrænset nogles erhvervsmuligheder. Men det er jo en hel anden situation, end at man er påvirket af de globale konjunkturer, siger formand for Økonomisk Råd Torben M. Andersen.

Bør overveje lån

Hjælpepakkerne blev indført som en usædvanlig form for økonomisk politik, der blev opfundet på grund af coronakrisen, hvor man var nødt til at lave nedlukninger og restriktioner for at mindske smitte med coronavirus.

I stedet for bare at give penge, mener Økonomisk Råd, at Naalakkersuisut i stedet bør overveje at give lån til fiskerne.

- Hvis man skulle hjælpe - fordi man kan argumentere for, at det er kommet hurtigt og uventet - så havde det været bedre at give lån til dem, der var blevet klemt. Nu bliver det i stedet, at man får hjælp, når det går dårligt, og når det går godt, så har man selv glæden af det, siger Torben M. Andersen.

KNR har forsøgt at få et interview med naalakkersuisoq for Erhverv Jens-Frederik Nielsen, der lige nu sidder og forhandler om hjælpepakken.

KNR havde en aftale med Jens-Frederik Nielsen om et interview torsdag. Men onsdag ringer hans sekretær og fortæller, at Jens-Frederik Nielsen nægter at stille op til interview.

Jens-Frederik Nielsen vil ikke svare på, hvorfor han ikke vil stille op.