Finansudvalgsmedlem efterspørger tal for Landskassens underskud

Naaja Nathanielsen, medlem af finans- og skatteudvalget, efterlyser et svar på, hvor stort underskuddet i Landskassen er nu, hvor året snart er omme.
Naaja Nathanielsen Foto © : KNR
17. november 2014 15:59

Inuit Ataqatigiit-politikeren henviser til, at Finansudvalget normalt modtager en oversigt over samtlige Selvstyrets konti hver tredje måned, så det kan sikre at budgetterne holder.

- Og især årets sidste kontogennemgang er interessant, fordi man her får et klart billede af, om det samlede budget holder, eller om der kan forventes et underskud.

Læs også Mindre underskud på handelsbalancen

- Normalt ville Finansudvalget blive informeret, men ikke i år. Hvorfor ved jeg ikke, men muligvis mener de fungerende medlemmer af Naalakkersuisut ikke, at de behøver at dele denne viden med offentligheden under en valgkamp, anfører Naaja Nathanielsen.

Læs også Landskassen fik et overskud

Hun minder samtidig om, at der i budgetregulativet direkte står, hvis budgetopfølgningen viser risiko for et merforbrug, skal Naalakkersuisut-medlemmet, der er ansvarlig for området tage de nødvendige skridt for at sikre, at bevillingen overholdes eller søge en tillægsbevilling.

- Og det bør ikke vente til efter valget. Det vil være uansvarligt, understreger Naaja Nathanielsen som efterlyser et klart svar på om budgettet for 2014 holder, eller om vi skal forvente at starte det nye år med et underskud.

Læs også Uventet overskud i Landskassen

Som et apropos kan vi da lige tilføje, at KNR's radio- og tv-transmitterede valgdebat i aften netop handler om økonomien, der er gået i stå med et faldende bruttonationalprodukt og fortsatte problemer med at sikre væksten og velfærden.

Aftenens debatprogram sendes fra kl. 19.30 på grønlandsk og fra kl. 21.00 på dansk. Der vil være simultantolkning via KNR2 af begge debatprogrammer.