Landskassen fik et overskud

Det grønlandske husholdningsregnskab for sidste år blev i går afleveret til Inatsisartut.
Skrevet af Karsten Sommer
15. maj 2012 06:29

Og det kunne, til Naalakkersuisoq for Finanser, Maliina Abelsen, tilfredshed fremvise et overskud på 49 mio. kr. på Selvstyrets drift.

Det er andet år i træk, at landskassens regnskab ender i plus; dog et væsentligt mindre et, da overskuddet i 2010 var godt fire gange så stort, nemlig 207 millioner kroner.

- Resultatet i 2011 understreger endnu engang, at Naalakkersuisut fører en ansvarlig økonomisk politik, lyder det aktuelt fra Maliina Abelsen.

Maliina Abelsen angiver "balance på driften" som en afgørende forudsætning for de reformer, der er varslet helt frem til 2025 og så småt ventes igangsat til efteråret.

Tager man Selvstyrets udlån med i regnestykket, kniber det straks mere med balancen. På bundlinjen er sidste års resultat da minus 161 millioner kroner, mod et lille plus på to millioner kroner året før.

Regnskabet viser desuden, at olieefterforskningsaktiviteter i 2011 gav ganske mange skattekroner i Landskassen.

Af oliepengene blev 10 mio. kroner brugt til at bringe ventelister ned i sundhedsvæsenet, og 141 mio. kr. blev øremærket kollegier og skolehjem i Aasiaat, Uummannaq, Tasiilaq, Qaqortoq og Sisimiut.

- Alt sammen investeringer som peger fremad, samtidig med at vi har holdt styr på den daglige drift, skriver en selvsikker Maliina Abelsen i en meddelse i anledning af det netop afleverede landskasse-regnskab.