Filminstruktører søger skuespillere til ny film

Filminstruktørerne Otto Rosing og Torben Bech, der i 2009 stod bag filmen "Nuummioq", søger nu tre skuespillere til deres kommende film "Palasi".
Foto © : palasimovie.com
Skrevet af Mads Lynge
15. oktober 2015 06:50

De to filmfolk indkalder derfor til casting fredag den 30. oktober i Grønlands Nationalteater i Nuuk.

Filmen "Palasi" handler om Maariu, der selvom han er midt i 50'erne stadig bor hos sin far. Maariu har evnen til at heale.

Han kan lægge hånden over mennesker, der har ondt og trække smerten ud. En evne, som han hans far, der er præst, ikke bryder sig om. Omvendt har Maariu en bror ved navn Bror, der gerne sørger for at Maariu kan hjælpe folk, for derved også at kunne tjene penge på sine evner.

Maariu har også en ven, den ti-årige Pipaluk. Maariu og Pipaluk tager ofte på fisketure sammen. Men realiteterne banker en dag på Maarius' dør, og spørgsmålet er om han er klar til at tage et selvstændigt ansvar.

Otto Rosing og Torben Bech søger så tre skuespillere, der skal spille ovennævnte roller, og folk der har lyst til at prøve kræfter med film-mediet, eller som kan anbefale andre til rollerne, kan møde op til casting den 30. oktober i Grønlands Nationalteater i Nuuk.

 

De 3 roller er:

Hovedrollen Maariu. En mand i 50'erne. Han er indadvendt, og æder alt hvad der bliver serveret for ham.

Bror, der er birolle. Han er udadvendt. Gør alt hvad der er penge i, og alt for et grin. Og så er han god til at fortælle historier.

Pipaluk. En pige på 9-10 år. Charmerende, men selvstændig.

Se mere her: www.palasimovie.com