AIR GREENLAND Systemfejl aflyser fiktive flyafgange og ankomster

Al Air Greenlands flytrafik i Kangerlussuaq blev onsdag aflyst på selskabets hjemmeside. Men der er tale om en systemfejl.
Foto © : Camilla Dam/KNR
Skrevet af Mads Pedersen
19. april 2017 14:19

Grædende børn og sultne mennesker der klager over at de ikke kan rejse, kunne havde været scenariet i Kangerlussuaq. Men så galt gik det heldigvis ikke.   

Onsdag formiddag og eftermiddag kunne man se på Air Greenlands hjemmeside, at hele 13 flyafgange fra Kangerlussuaq var aflyst, det samme med ankomster. 

Men der er ikke tale om flere hundrede strandede passagerer, men en systemfejl på Air Greenlands hjemmeside, der ved en fejl har aflyst al flytrafik. 

Faktisk er der slet ikke så mange afgange og ankomster om onsdagen i Kangerlussuaq. Der er til gengæld tale om 'fiktive' afgange og ankomster, der står på hjemmesiden ved en fejl, fortæller kommunikationsmedarbejder i Air Greenand, Emil Nørgaard Stach. 

Han fortæller, at Air Greenlands IT-medarbejder kigger på sagen for at få det løst hurtigst muligt, så borgerne kan få de rigtige informationer fra Air Greenlands hjemmeside.

Sådan så hjemmesiden ud klokken 14.17

Foto © : Air Greenland