Fik afslag på at brevstemme

Vi har ingen stemmesedler, så du kan ikke brevstemme her. Så kontant var beskeden, da Hans Mathiassen fra Saattut forsøgte at gøre brug af sin demokratiske rettighed på bygdekontoret.
07. marts 2013 17:00

Hans Mathiassen fra Saattut ved Uummannaq er disse dage i Sisimiut. Derfor besluttede han i sig for at brevstemme til Inatsisatutvalget næste uge. Men det skulle vise sig at være umuligt:

- Da jeg var nede på Bygdekontoret for at brevstemme, havde de ikke fået nogle stemmesedler. De kontaktede kontoret Uummannaq og herefter fik jeg besked på, at jeg kunne stemme i Uummannaq, siger han.

Det var imidlertid ikke muligt for Hans Mathiassen at sejle de knap 30 sømil til Uummannaq, inden han skulle rejse. Og han følte sig ikke sikker på at kunne nå tilbage til Saattut, inden stemmeurnerne lukker.

- Jeg vender tilbage til Saattut samme dag, som der er valg. Så jeg risikerer ikke at kunne stemme, hvis vejret er dårligt, og jeg bliver forsinket, siger han.

Hans Mathiassen er utilfreds med den behandling, han har fået på bygdekontoret:

- Det er vigtigt for mig at stemme. Det er noget, som jeg altid har gjort. Så jeg synes, det er dårlig service, at man på Bygdekontoret er gået for sent i gang med at løse den her opgave.

Sara Løvstrøm fra Bygdekontoret i Saattut forklarer, at det var en fejl fra Qaasuitsups Kommuias side, at stemmesedlerne ikke blev sendt frem.

- Da borgeren henvendte sig til os, ringede jeg til kommunen for at høre, hvor stemmesedlerne var blevet af. Jeg fik at vide, at de ved en fejl ikke var blevet sendt endnu, siger Sara Løvstrøm.

Det er sidenhen lykkes Hans Mathiassen at brevstemme i Ilulissat, efter at han henvendte sig til kommunen der. Og borgerne i Saattut kan også ånde lettet op - stemmesedlerne til valget på tirsdag - er nået frem.