Fem års kogepåbud i Qassiarsuk er slut

Efter fem år kan borgerne i den sydgrønlandske bygd Qassiarsuk igen drikke direkte fra vandhanen.
Nyheden om ophævelsen af kogepåbuddet har fået en positiv modtagelse af folk i bygden.
- Helt sikkert. Vi er så glade for nyheden. Det er helt sikkert. Det er jo ikke godt hele tiden at være bekymret, siger Nukassi Frederiksen, som er fåreavler.
LÆS OGSÅ Nukissiorfiit: Fald i kogepåbud
Tilbage i oktober 2013 blev der konstateret et forhøjet bakterieindhold i drikkevandet, og siden har beboerne skulle koge vandet, før de kunne drikke det.
Men tirsdag tikkede der en meddelelse ind fra Selvstyret om, at kogeanbefalingen nu kunne ophæves, da nye vandprøver viser tilfredsstillende vandkvalitet.
Selvom det til tider har været besværligt, så mener Nukassi Frederiksen alligevel ikke, at det har haft de store konsekvenser.
- Jeg vil ikke sige, at det har store konsekvenser. Vi i bygden er vant til selv at hente drikkevandet fra kilder, især om foråret, når vandet løber i elvene. Vi er husdyrholdere, og er vant til det, men nyheden, om at vi ikke længere skal koge vandet først, er god, siger Nukassi Frederiksen.
LÆS OGSÅ Miljø- og Naturpris til bygden Qassiarsuk
Nukissiorfiit oplyser i en pressemeddelelse til KNR, at den tilfredsstillende vandkvalitet i bygden skyldes et nyt vandværk, der er opstillet i Qassiarsuk.
- Først og fremmest er vi glade for, at vores kunder i Qassiarsuk nu får lettere adgang til drikkevand.” udtaler Nukissiorfiits distriktschef i Qaqortoq Lars Hoffmeyer.
Nukissiorfiit forklarer desuden, at vandværket i Qassiarsuk er det første af en række vandværker, som forsyningsselskabet vil stille op i de kommende år.
Erfaringer fra Qassiarsuk skal bruges andre steder i landet og forventningen er, at de nye vandværker kan højne drikkevandskvaliteten i mange bygder, skriver Nukissiorfiit.