Farvel og tak Anthon, du gjorde en forskel

Dette valg blev et farvel og tak for kampen til partiejer Anthon Frederiksen og Kandidatforbundet. Et katastrofevalg er vist mest af alt den rette betegnelse for partiet, der opstod som en protest og dumpede med et brag til valget 2013.
Skrevet af Peter Troelsen
12. marts 2013 21:25

I denne valgkamp har Anthon Frederiksen stort set kæmpet alene for at overbevise vælgerne i Grønland om, at Kattusseqatigiit Partiiat var værdige til endnu en tur i det politiske cirkus i Inatsisartut. Sidste gang blev det til små fire procent af stemmerne. Denne gang var der ikke engang 1 % af de afgivne krydser, der var sat ud for Anthon Frederiksen og hans håndgangne mænd.

Den tidligere borgmester i den gamle Ilulissat kommune har kæmpet en kamp med sine liberalkonservative synspunkter. Det blev til en deltagelse i koalitionen, der efter valget i 2009 blev dannet sammen med IA og Demokraterne, og Anthon Frederiksen lavede sit politiske svendestykke som naalakkersuisoq for miljø i de fire år, som koalitionen fik lov at sidde.

Om man kan tænke sig at se Anthon Frederiksen i landspolitik igen er tvivlsomt, men mon ikke han vil være at finde i kommunalpolitik igen i fremtiden.